Tag på forårstur fra København: Tips til city break i London
Halvanden times flyvning fra Danmark venter voksenlegepladsen London.
Shopping, kultur, cocktails og hyggelige pubber.
Men hvordan skal din forlængede weekend i Europas storby nummer et skrues sammen?
Følg os på fed forårstur til London.
Shopping? Denne vej
Shopping siger du? Nå, men så skal vi vel på Oxford Street.
Ikke for min skyld. Oxford Street suger et stort antal af turisternes medbragte midler, men den lange handelsgade har stort set kun de samme kædebutikker, som du kan finde alle andre steder i verden.
Det er kun de helt store kæder, der har råd til huslejen her.
Søg hellere til området ved Thayer og Baker Street, hvor der er et stort udbud af indie-designere, små listige spisesteder og de boghandlere, som du ellers kun ser på film.
Snus bare rundt i sidegaderne. Du finder helt sikkert noget godt.
Det er kun et stenkast fra Oxford Street, så hvorfor ikke gå efter den autentiske oplevelse.
Bo på pubben
Det kan være fedt at bo i dette område. Lej fx værelse på luksuspubben The Grazing Goat.
Lækkert indrettet og placeret lige i minefeltet nær Oxford Street og Hyde Park tæt på undergrunden.
Det har også den fordel, at man bare skal kravle op ad trappen, hvis dagen ender ud i en boozer i pubbens velforsynede bar, men mindre kan gøre det.
Har du været på farten og nydt Londons seværdigheder, så vil aftenmenukortet og et glas vin på The Grazing Goat ikke skuffe dig før sengetid. Og det med en placering i minefeltet på den gode måde.
Det er bare et par gader fra Oxford Street, men spisestederne har et helt andet niveau end samlebåndene på Oxford Street.
Det gælder fx den japanske restaurant Roketsu, som stammer fra Kyoto og har braget igennem i London med to stjerner. Bestil bord og medbring det store kreditkort. Det meget store.
Men uanset om du er til italiensk mad, seafood eller top-tunet tunesisk mad med masser af knald på krydderierne, så kan du finde det her. Eller en gin-bar.
Tungere shopping
Der bor mange virkeligt velhavende mennesker i London. De handler naturligvis ikke på Oxford Street, hvorfor de tunge designvarer findes med elegant indrettede butikker i området, hvor Old Bond og New Bond Street støder sammen.
Selv chokoladebutikkerne her ligner en million. I pund.
Jeg købte lidt chokoladegaver med hjem fra chokolademageren Charbonnel & Walker, og havde jeg været typen, der siger OMG om alt, så havde jeg gjort det her.
Lækre chokolader lige så lækkert og elegant indpakket. Jeg gik derfra med gaver med for 30 pund, men indpakningen signalerede osende eksklusivitet. Jeg gik glad videre.
Spis i kirken
Time gerne din dag til at gå hertil sådan lige omkring frokosttid.
En italiensk projektudvikler har fået en rasende god ide, og lejet sig ind i en kirke i N. Audley Street i Mayfair.
Vi er stadig tæt på Oxford Street. Men kirken er nu indrettet som food court under navnet Mercato Mayfair med et stort udvalg af virkeligt mange lækre madboder på højt niveau eller en funky buket blomster, hvis du har nogen, der skal imponeres.
Eller is til ungerne, hvis det er den tid på dagen.
Kirken er indrettet i to dæk, så husk at kigge op og find trappen til næste niveau.
Og er globalt street food ikke lige din kop te, så er du heldig. Mayfairs – måske Londons – bedste chippy ligger lige ved siden af indgangen til Mercato Mayfair.
Det er den undskyldning, som man har brug for til at bestille en flot omgang fish ’n chips og gramme den friturestegte klassiker med en vis stolthed.
Opdag det hemmelige London
En af de fede ting ved storbyferier er at opdage nye ’hemmelige’ kroge og gader.
Turismen i London har helt indlysende mest fat i den centrale del af byen, hvor de største og mest kendte attraktioner har hjemme. Men tag chancen og kryds floden.
Den sydlige af London er mest kendte for den gamle traver Shakespeares teater, og så naturligvis Tate Modern.
Det er et af verdens førende kunstmuseer, der aktuelt kører fem fede udstillinger, men også har bygget på med en vibrerende cocktail-bar.
Men når du har set dig mæt på kunst, så er det tid til hemmeligheder.
Bag bagsiden af Tate venter markedet Southbank med lækker gademad, og tank du bare op med gode sager som Voodoo kylling eller spicy stuff fra Etiopien.
Tjek Lower Marsh
Hæng ikke her alt for længe. Fortsæt mod Waterloo Station, og drej så skarpt af mod den lille snævre gader Lower Marsh Street.
Som navnet indikerer har der i tidernes morgen været vådområde her, men det ligger generationer tilbage.
Nu? Lækker gade med madboder, vinbarer, veganer cafeer, hipster barber hvis skægget lige skal have en tur eller baren Vaulty Towers (yes, pun intended), der blander skønne sjusser med horrortema.
Så hvis ikke du er bange for at køre shots ind under en stor creepy hånd i metermål, så er det her du bruger din fredag aften.
Du kan snildt komme forbi i dagtimerne – afsæt tid til kaffe hos Greensmith og synd med et stykke hjemmebag. Og er sterile hotelkæder ikke lige dig, så book dig ind hos Ruby Lucy midt på gaden Lower Marsh.
Lækre store værelser med fed udsigt til byens tage og skyskrabere, og det kan altså noget virkelig skønt at træde direkte ud i et fedt og meget lokalt hipt marked fra sin hoteldør.
Graffiti og den lokale
Flyver du ind eller hjem fra Gatwick, så tag toget fra Waterloo til Victoria, og hop på et sydgående tog mod Portsmouth Harbor, så rammer du lufthavnen på max 45 minutter.
Vi bliver lige hængende i området ved Lower Marsh.
Er det fredag aften og godt vejr, så hop ned i de store pints eller et glas hvidvin på pubben The Duke of Sussex.
Man mærker meget godt, at det er her de lokale – gamle som unge – gerne bruger en fredag aften.
Bliv ikke overrasket, hvis du går direkte ind i en polterabend med 25 kvinder, der synger Sugerbabes ’Round, round baby round round’ virkelig højt. Og en smule skingert.
Men udover markedet på selve gaden, så kan man passere under Waterloo station direkte fra Lower Marsh via en gammel tunnel, som burde være monster-creepy, men i stedet er blev en fed kunstoplevelse takket være en imponerende indsats fra lokale graffiti kunstnere, der har malet fed street art over det hele.
Tunnelen er tilmed hjemsted for en polsk bar, hvis du trænger til et skud vodka på bøffelgræs, en soul food burgerbar med snaskede burgere og andet godt fra USA’s syden.
Derudover – og her skal du bestille bord – brætspilsbaren Draughts. Brætspil har fået et kæmpe comeback, og cafeer som Draughts er rasende populære.
Så tæv dine venner i et brætspil, mens du skåler sejren hjem i cocktails eller fad fra det lokale mikrobryggeri. Eller fedter dig ind i klæbrigt velsmagende toasties.