Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Musik der holder og store gastronyheder: Tivolis sommersæson bliver fyldt med fede events

Af Mathilde Mågård Hansen
Foto: PR
Foto: PR

Lige om lidt åbner Københavns nok mest populære kulturinstitution for sæsonen.

Men det bliver altså med meget mere end ’blot’ kultur på programmet.

Der er nemlig masser af fede musikoplevelser, gastronomiske nyheder og spændende festivaler at komme efter.

I løbet af sommersæsonen byder Tivoli på over 50 forskellige events, hvor gæsterne får en ekstra oplevelse oven i Tivoli-besøget.

Gæsterne kan bl.a. se frem til Musikskolernes Dage, Danmarks største Gospel Festival, Champions League-finalen og fejring af amerikanernes 4th of July.

Det vil nok også vække opsigt, når 50 superbiler fra Lamborghini kører paradekørsel igennem Tivoli den 18. maj

Tulipaner foran Pantomimeteatret. Foto PR

Åbner lige til påske

Fredag d. 8. april slår Tivoli atter dørene op, og det bliver bestemt ikke kedeligt.

Når gæsterne lægger vejen forbi, bliver de nemlig budt velkommen af en have iklædt forårets farver med tusindvis af påskeliljer og duftende hyacintmarker.

Hils på små, nuttede lam, og nyd synet af masser af farvestrålende påskeæg.

Rasmus Klump er vågnet fra sit vinterhi og holder påskefest med vennerne på Plænen, mens det vil være muligt at deltage i ægge-skattejagter i haveanlægget.

En god påskefrokost og middag er blandt det mest populære blandt gæsterne i forårshumør.

”Vi har et bredt kulturelt program med alt fra gode grin i vores sale til bevægende toner i det klassiske musikprogram. Gæsterne vil i dagene op til Tour de France starten se et Tivoli iklædt gult, og vi glæder os til at byde de nye Michelin pop-up restauranter indenfor.

Der kan ses frem til et helt nyt lørdagskoncept, hvor vi præsenterer publikum for hits de kender med kendte kunstnere.

Det er vores håb, at også gæsterne tager del i de festligheder, som vi har planlagt for at hylde Hendes Majestæt Dronningen i anledning af hendes 50-års Regeringsjubilæum,” siger Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch, der har store forventninger til sæsonen.

En af verdens største sportsbegivenheder bliver kørt i stilling i Tivoli, når årets 22 Tour de France-hold med i alt 176 verdensklaseryttere bliver præsenteret på Plænen.

Tusindvis af publikummer i Tivoli og tv-seere fra hele verden kan på dagen følge med, når den danske Tour de France-feber kickstartes med en folkefest i et gult pyntet Tivoli.

Det sker kun to dage før, den første etape starter i København.

Tivoli lægger an til at skabe en bevægende og smuk ramme omkring holdpræsentationen til verdens ubetinget største cykelløb, som hvert år tryllebinder millioner af sportsfans verden over.

En af verdens største sportsbegivenheder bliver kørt i stilling i Tivoli, når årets 22 Tour de France-hold med i alt 176 verdensklaseryttere bliver præsenteret på Plænen. Foto PR

Alt godt til maven

Der er vanen tro en masse gastronomiske nyheder på menuen, når Tivoli slår dørene op for den nye sommersæson.

Ambitionen er, at god mad i Tivoli skal fylde lige så meget som en tur i Rutschebanen eller en Fredagsrockkoncert.

Tivoli skal være stedet for den gode mad og drikkeoplevelse – helt fra den enkle hotdog og bistromaden til cocktailen eller den store gourmetoplevelse.

Målet er, at Tivoli skal være en international gastrodestination, hvor gæsterne kan opleve mad i verdensklasse og blive præsenteret for nye trends og ideer.

Glæd dig allerede nu til Årets Tivoli Food Festival, der afvikles fra den 12. maj, hvor Tivolis egne restauranter samt madaktører fra den sprudlende danske madscene sætter fut i gryderne.

Mød bl.a. Claus Meyer, Marcus Grigo, Mette Blomsterberg, Casper Sobczyk m.fl.

Festivalen spænder bredt fra inspiration til hverdagsmaden til krabbebisque workshop og lækre cocktails.

Tivoli gentager også sidste år succes og inviterer på gastronomi på topniveau, når der er pop-up i Det japanske Tårn.

I år er det med et endnu stærkere line up, når den spanske mesterkok Paco Morales, som har to Michelin-stjerner på restaurant NOOR, gæster Det japanske Tårn.

Der bliver også mulighed for at smage islandsk gastronomi fra øverste hylde, når den et-stjernede restaurant Dill tryller med islandske råvarer, og så byder Det japanske Tårn velkommen til en af dansk gastronomis rising stars, når vinderen af Michelinguidens Young Chef Award i år, Christoffer Sørensen fra restaurant STUDIO, kreerer bæredygtige, nordiske gourmetmenuer i tårnets køkken.

Derudover kan du glæde dig til en helt ny økologisk grillbar ved Rutschebanen, lækker is Østerberg Ice Cream og et spændende takeover på Nimb Bar.

Ret fra Studio, der snart gæster Det japanske tårn i Tivoli. Foto PR

Nyt nostalgisk musikkoncept

Udover et væld af koncerter til Fredagsrock, Lillefredag og Havefest kan Tivolis gæster se frem til premieren på et helt nyt live musikkoncept, hvor der spilles musik, der holder og altid har gjort det.

Lørdagshits, som det nye koncept hedder, får premiere den 16. juli kl. 22, hvor ingen ringere end hele Danmarks rapband, Østkyst Hustlers åbner ballet.

Derefter står den bl.a. på både Johnny Deluxe, Anne Dorte Michelsen & Maria Bramsen og Dodo & the Dodos, så både unge som gamle kan tage på tur ned gennem dansk musiks memory lane og synge med på Han får for lidt, Vågner i Natten, Indianer og Elskovspony. Yeeeha!

Fra den 16. juli bliver der med Lørdagshits hele fire dage med live-koncerter i Tivoli.

Foto PR

Om onsdagen er der således stemningsfuld jazz på fra kl. 19.00-21.30 på Plænen, om torsdagen kan man opleve helt nye stjerneskud til Lillefredag, om fredagen er der festivalstemning hele dagen med DJ’s fra 16.30, Havefest kl. 19 og Fredagsrock kl. 22, og om lørdagen er der altså Lørdagshits ligeledes kl. 22.

Så god musik kommer der vist ikke til at mangle i Tivoli.

Hvad: Tivoli åbner for sæsonen
Hvor: Tivoli, København
Hvornår: Fredag d. 8. april 2022

Del artikel

Andre læser også