Tilmeld dig MigogKbh Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gys og uhygge: Tivoli investerer millioner i nyt scaryhouse

Af Mathilde Mågård Hansen
Foto: Mikkel Trudslev Jensen
Foto: Mikkel Trudslev Jensen

Tivoli har besluttet at investere et tocifret millionbeløb i en ny forlystelsesoplevelse i H.C. Andersen Slottet i 2021.

En investering, der munder ud i Danmarks største permanente scaryhouse med skuespillere.

Her bliver det muligt at komme på en 150 meter lang rejse gennem 12 forskellige rum fordelt på 800 uhyggelige kvadratmeter.

Udover at give gæster med hang til gys en oplevelse, er formålet at udnytte Tivolis areal endnu bedre, sådan at gæsterne spredes yderligere rundt i forlystelseshaven.

Foto: Mikkel Trudslev Jensen

Sprede gæsterne ud

Tivoli har under hele Covid-19 arbejdet målrettet på at sprede gæsterne mere ud i forlystelseshaven, og det giver derfor god mening at inddrage H.C. Andersen Slottet fra 1853 i disse tiltag.

Slottets kælder er derfor lige nu ved at blive omdannet til et scaryhouse, og i løbet af Tivolis sommersæson vil Danmarks største permanente scaryhouse med skuespillere, Villa Vendetta, dermed blive en realitet.

Projektet er frugten af en række studieture rundt om i verdenen for at samle inspiration, og både Tivolis udviklingsafdeling og skræmmekonsulenter fra firmaet Dystopia Entertainment i Vejle har sammen udviklet konceptet.

”Alle kender efterhånden de svære betingelser, som Tivoli og andre i turisme- og oplevelsesindustrien har oplevet under Covid-19 pandemien, men der er også innovationer gemt bag historierne om lukninger og restriktioner. Ved at skabe et nyt oplevelsesunivers i kælderen under H.C. Andersen Slottet tænker vi nyt og udnytter vores m2 bedre.

Vi investerer i nye gæsteoplevelser i en tid, hvor vi er trængt økonomisk, for det tror vi på, er vejen frem til igen at gøre Tivoli til den gode, rentable forretning, som Danmarks største attraktion også er kendt for at være.

Det er traditioner, men også nyheder, der gerne skal få mange danskere i Tivoli i 2021,” fortæller Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch.

Ægte skuespillere til Tivolis nye scaryområde til Halloween 2020. Foto Mathilde Mågård Hansen

En tur i kælderen

Når dørene åbner for Villa Vendetta, kommer gæsterne på en rejse, hvor de får testet deres mod af i villaens mørke kroge.

Historien går på, at der i mange år har boet en familie i H.C. Andersen Slottets kælder, som efter mange års arbejde i Tivoli er blevet glemt.

Ingen ved rigtig, hvem de er, men en ting er sikkert, og det er, at årtiers glemsel har gjort dem grumme, bitre og har forvandlet dem til galninge, som alle bør holde sig langt fra.

Noget som gæsterne snart vil erfare, når de i en futtogsformation går gennem familiens hus, sådan at chok og forskrækkelser flyder fra krop til krop og ingen slipper for at mærke gyset.

Turen går først igennem den hjemsøgte herskabsvilla, og har gæsterne modet til at gå planken ud, ender de i en skummel kælder, hvis hemmeligheder ikke røbes her.

Der er tale om en rejse tilbage i tiden med referencer til i dag og til Tivolis ikoniske karakterer.

Der er overraskelser i form af lyde, skuespillere, dunkle gange og korridorer, som gæsterne møder på deres vej.

Det har i mange år været et ønske at få et permanent scaryhouse med skuespillere i Tivoli.  Vi har i årtier udviklet og designet for at imponere og fascinere gæsterne.

I dette projekt skaber vi en uhyggelig oplevelse, men også noget som bringer smilet frem på læberne. Gæsterne får mulighed for at se den grumme virkelighed bag facaden, når de besøger Villa Vendetta. Her stifter de bekendtskab med en familie, som gennem generationer har arbejdet i Tivoli og underholdt gæsterne, men de har også gjort andre ting skjult i deres kælder.

Vi arbejder intenst med opgaven og ser frem til at åbne og få lov til at skræmme gæsterne med en unik oplevelse i et scary-miljø, hvor vi har allieret os med internationalt kendte skræmmespecialister,” forklarer Havedirektør i Tivoli, Kasper Schumacher.

Der bliver tættere på Tivolis sommersæson åbning, den 27. marts, sat officiel dato på selve åbningen af Villa Vendetta, hvor byggeriet netop er gået i gang.

Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram