Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tog første spadestik: Nu opføres kæmpe skøjtehal på Østerbro

Af Redaktionen

Københavnerne kan se frem til en helt ny skøjtehal på Østerbro.

I denne uge tog overborgmester Frank Jensen og kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde sammen med Casas administrerende direktør Torben Modvig første spadestik til skøjtehallen, som skal stå klar i begyndelsen af 2021.

København vokser med 10.000 indbyggere om året.

Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Det kræver flere boliger, men også flere idrætsfaciliteter og fritidstilbud. Der har længe været et stort ønske om en ny skøjtehal på Østerbro, og derfor har Københavns Kommune sammen med private aktører udviklet en skøjtehal, der både favner det brede foreningsliv, men også giver eliteidrætten rum til udfoldelse.

“Det er en høj prioritet for mig, at vi bygger idrætsfaciliteter til københavnerne.

Med den nye skøjtehal får vi fantastiske rammer til stor glæde for både små og store skøjteglade københavnere. Samtidig vil skøjtehallen give et levende kultur- og fritidsliv til det nye byområde Østre Gasværk Kvarter,” siger overborgmester i Københavns Kommune, Frank Jensen.

Første byggeri i det nye Østre Gasværk Kvarter

Skøjtehallen Østre Skøjtehal er det første byggeri i Østre Gasværk Kvarter, som i de kommende år vil udvikle sig til et helt nyt byområde.

Hallen kommer til at byde på en 30 gange 60 meter is-bane med service- og klubfaciliteter samt publikumsområder med plads til 500 tilskuere.

Skøjtehallen til 170 millioner kr. er tegnet af Christensen & Co Architects med Rambøll som ingeniør.

“Det bliver rigtig godt, når vi kan tilbyde byens skøjteløbere nye træningsfaciliteter.

Jeg håber, at skøjtehallen bliver et stærkt socialt samlingspunkt for københavnerne og dem, der har lyst til at besøge byen, siger kultur- og fritidsborgmester,” Franciska Rosenkilde.

Parkeringshus opføres også

I den 5.227 kvm store skøjtehal er der lagt vægt på at skabe et socialt hus, der appellerer til foreningslivet, både til unge og gamle, familier samt klubmedlemmer, der dyrker kunstskøjteløb og ishockey.

“Vi har arbejdet tæt sammen med Københavns Kommune i flere måneder for at finde det optimale projekt. Den nye skøjtehal kommer helt sikkert til at glæde rigtig mange københavnere i mange år, og vores kompetente medarbejderteam glæder sig rigtig meget til at realisere dette fantastiske projekt,” siger Torben Modvig, administrerende direktør i Casa.

Ud over skøjtehallen opføres et 7.850 kvm parkeringshus i totalentreprise.

Del artikel

Andre læser også