Togkaos fortsætter: DSB opfordrer til at udskyde rejser
I går var en rigtig mandag for pendlere.
Togkaos og togbusser gjorde livet surt for de rejsende og tirsdag morgen må togpassagerer fra København endnu en gang væbne sig med tålmodighed.
Efter en kaotisk mandag med lange ventetider og overfyldte togbusser fortsætter problemerne tirsdag morgen, hvor flere af DSB’s vigtigste strækninger fra København fortsat er ramt af forsinkelser og togbusser på grund af forsinket sporarbejde over Vestfyn.
Læs også: Ugens tip: Københavns mest oversete mad-terrasse flyder midt i Nyhavn Presse-fotos.dk talte mandag med frustrerede passagerer, der fortalte, at en rejse fra Slagelse til København endte med at tage omkring tre timer på grund af skift til togbusser.
DSB: Udskyd rejsen hvis du kan
Situationen er så presset, at DSB nu direkte opfordrer kunder til at vente med at rejse.
“Da det har vist sig at være særdeles svært at skaffe Togbusser til at køre mellem Odense og Fredericia opfordrer DSB kunder til at udskyde deres rejse til senere på dagen, hvis det kan lade sig gøre,” oplyser DSB.
Det skyldes, at Vejdirektoratets sporarbejde på jernbanen over Vestfyn er blevet forsinket med mindst et døgn. Prognosen er, at togtrafikken tidligst kan genoptages tirsdag klokken 9.
Flere afgange fra København er ramt
Problemerne rammer især rejsende fra Københavns Hovedbanegård mod resten af landet.
Der kører togbusser i stedet for tog på strækningen mellem Odense og Fredericia, hvilket påvirker tog mellem København og blandt andet Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Sønderborg og Hamburg.
Samtidig arbejder DSB fortsat på at skaffe nok togbusser.
“Vi er i gang med at skaffe Togbusser, men kan ikke sige hvornår de første vil være på plads – det har vist sig at være særdeles svært at skaffe Togbusser, men der arbejdes på sagen,” oplyser DSB.
DSB advarer samtidig om, at der må forventes ventetid.
“Fordi der er tale om en akut opstået situation, kan der være ventetid på Togbusserne, ligesom køretiden med Togbusser er længere end med tog,” lyder det fra DSB.
Tjek Rejseplanen inden du tager afsted
DSB opfordrer alle passagerer til at holde sig opdateret via Rejseplanen eller DSB’s trafikinformation, inden de tager hjemmefra.
Rejsende, der bliver forsinket, kan være omfattet af DSB’s rejsetidsgaranti, og kunder med Orange- eller Orange Fri-billetter kan i flere tilfælde få billetten refunderet eller benytte den på en senere afgang.