MigogKbh Nyt 👋

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.📆💎
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh. 🍣🎺
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.💰👌

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Småt og intimt: Topkok åbner restaurant med plads til kun 10 gæster

Af Mathilde Mågård Hansen
Foto PR
Foto PR

Topkokken, Alan Bates, har i Danmark indtil videre været mest kendt for hans tid hos Henne Kirkeby Kro på den jyske vestkyst og hos Studio i København.

Nu går han planken ud med sin helt egen, intime restaurant på Østerbro.

Det bliver en lille restaurant med plads til kun 10 gæster, én kok i køkkenet, én mand på gulvet – og et tårnhøjt niveau.

Foto PR

På egne ben

Ifølge Alan Bates mistede vi på et tidspunkt forbindelsen til både råvarerne, smagen og hinanden.

Hans nye, og helt egen første restaurant, Connection by Alan Bates, er hans forsøg på at genoprette netop denne.

Til det formål har han overtaget det lille lokale på Øster Farimagsgade 18, som Kong Hans før brugte til private dining.

Lokalerne er faktisk heller ikke det eneste, som han har overtaget eller ”lånt” fra Kong Hans.

Til at sammensætte vinkortet har han netop fået hjælp fra deres netop afgåede restaurantchef og sommelier, Peter Pepke.

Udover sin erfaring fra Henne Kirkeby Kro og Studio i Danmark, så kan Alan Bates også skrive The Hand and Flowers i Buckinghamshire, The Fat Duck I Berkshire og El Celler de can Roca i Catalonien på CV’et.

The Hand and Flowers er eneste pub i England med to Michelin stjerner og de to andre har begge tre styks hver, så forventningerne er på alle måder sat højt.

Foto PR

Èt bord og én menu

Connection er muligvis Københavns mindste gourmetrestaurant.

Her er nemlig kun ét bord i hele restauranten med plads til 10 gæster fordelt i enten mindre grupper eller som ét stort selskab – et såkaldt Chef’s Table.

Du kan derfor nok godt komme til at forvente at dele din aften i selskab med de andre gæster om bordet, men det får man helt selv lov til at styre.

Men det er sikkert, at du kan se frem til en intim og nærværende aften med en anderledes spiseoplevelse.

Med sig til at styre løjerne på gulvet har Alan Bates en tidligere kollega, Jeppe Nexø, fra Studio.

MigogKbh mødte Alan Bates i restauranten et par dage før første åbningsdag i begyndelsen af maj, og her var spændingen stor.

”Jeg glæder mig helt vildt til at åbne.

Til daglig er det jo mig selv, som står for det meste, og jeg er også alene i køkkenet, så det bliver meget spændende at komme i gang,” fortæller han.

Menuen bliver klassisk, fransk, bestående af fem retter og ekstremt sæsonbetonet.

Derudover arbejder han kun med de fineste råvarer, og det vil gælde helt ned til den kaffe, som serveres efter maden senere på aftenen.

Hvad: Connection by Alan Bates
Hvor: Øster Farimagsgade 18, 2100 København Ø
Hvornår: Reservationer mulige fra tirsdag til fredag fra kl. 17.15
Hvor meget: 5-retters menu for 850 kr. og vinmenu for 750 kr.
Hvordan: Læs mere og book her