Træt af ghosting og halve forhold: Nu skærer Laura fra Seriedateren igennem datingjunglen
“Jeg kan ikke få mennesker til at forelske sig i dig.”
Sådan siger lampeånden Genie til Alladin, inden gavtyven alligevel ender med at flyve prinsessen og det halve kongerige væk på et magisk tæppe i måneskinnet.
Og sådan er det også lidt med Laura Adria Kamariza Hermansen fra det nye danske univers “Seriedateren”.
Læs også: Unge mænd står i kø for at få menstruation – flere af dem græder Hun har ingen trylleformularer, der kan få dig til at finde dit livs kærlighed med et trylleslag, men hun har en datingordbog, der forklarer nutidens mange datingbegreber, som kan hjælpe dig gennem kærlighedens labyrint. Samtidig står hun bag både Instagramprofilen og podcasten, Seriedateren.
Seriedateren er et ærligt og tankevækkende univers, der sætter sprog på de mønstre, usikkerheder og håb, som præger kærligheden i København anno 2025 – og som viser, at ingen er alene om at lede efter den rigtige forbindelse.
Missionen med Seriedateren er at skabe et ærligt rum for dem, der forsøger at navigere i kærlighedens forvirrende virkelighed.
Laura kalder sig selv seriedater – ikke fordi hun jager den næste flirt – men fordi hun tror på nysgerrighed og udvikling gennem relationer.
“Jeg sætter ord på alt det, vi sjældent tør sige højt,” siger Laura til MigogKbh.
Vi har spurgt hende, hvad der er op og ned på datingscenen i København, og hvorfor Seriedateren er vigtig for alle os singler, der bare ikke ser ud til at kunne finde den eneste ene ud over i skuffen med gamle DVD’er.

Hvad er en seriedater?
“For nogen vil ordet måske klinge negativt, fordi det kan lyde som en, der hopper fra den ene relation til den anden. Måske fordi personen hurtigt mister interessen, har svært ved at forpligte sig, eller bare nyder jagten og bekræftelsen. For mig betyder en seriedater at være nysgerrig. Og jeg mener ikke kun i kærlighedsrelationer. Jeg mener, at man gennem hele livet dater relationer, som hjælper os med at lære og udvikle os. At have nysgerrighed på relationer, det er det jeg vil kalde en seriedater.”
Hvordan opstod idéen til at lave en profil og et univers?
“Idéen opstod en aften hos en veninde, hvor samtalen – som så mange gange før – drejede sig om dating og de måder, vi hver især har oplevet at blive afvist eller såret på. Det var tydeligt, at mange af historierne fulgte de samme mønstre. Vi lavede for sjov en liste, som vi kaldte “100 måder, en person kan fucke dig op på”. Det var ment som underholdning, men jeg kunne mærke, at der var et mønster og noget vigtigt at tale om. Jeg har altid interesseret mig for psykologi og menneskelig adfærd, og med min baggrund som digital konceptudvikler blev ideen hurtigt til et univers, hvor jeg kunne forene det kreative, det psykologiske og selvfølgelig kærligheden.”
Hvad er din egen baggrund – dels generelt og dels i forhold til dating?
“Jeg er født i Danmark og opvokset i Bagsværd. Min mor er dansk, og min far har rødder i Rwanda, og jeg har dermed altid båret to kulturer med mig. Det kreative har fyldt meget i mit liv, og interessen for psykologi har altid været en rød tråd. Jeg er uddannet grafisk designteknolog og har efterfølgende taget en top-up i digital konceptudvikling. Jeg har aldrig brugt datingapps til at finde kærligheden. Jeg har bedst kunnet lide at møde mennesker, hvor de er – i byen, på stranden eller gennem venner. Det føles mere ægte, mindre iscenesat.”

Hvordan har dating udviklet sig de sidste mange år i København?
“Digitaliseringen af datinglivet har ændret alt. Det er blevet lidt som et kødmarked, hvor man hurtigt swiper væk med en “duer ikk – væk”-mentalitet. Det hele er blevet et overfladisk bip-bip-spil, der distancerer os fra det smukke og spændende i at møde et andet menneske. Tendensen i dag er “Swipe, Spis, Ghost, Next”. Og det efterlader mange mennesker forvirrede, usikre og ensomme. Nærværet forsvinder.”
Hvad møder man hos Seriedateren?
“Hos Seriedateren møder man et kærlighedsunivers, hvor der er plads til at dele tanker, følelser og oplevelser. Det handler om at forstå de mønstre, man har oplevet i sine relationer – men også dem, man selv skaber. På profilen finder man begrebsforklaringer på nutidens kærlighedsformer, tabuer og påstande fra brugerne, interviews med kendte ansigter og eksperter, samt anonyme historier fra virkelige mennesker.
Hvorfor kan vi godt lide at læse og høre om andres datingoplevelser?
“Det handler i bund og grund om at kunne spejle sig i hinanden. I dag er dating blevet en meget privat proces – vi swiper og skriver alene, ofte uden at dele det med venner. Før var det en fælles oplevelse, hvor man mødte folk gennem sociale sammenhænge. Seriedateren forsøger at bringe noget af fællesskabet tilbage. Det skaber genkendelse og minder os om, at vi ikke er de eneste, der kæmper med kærligheden.”
Hvad er det vildeste og det vigtigste, andre har delt med jer?
“Et emne, der går igen, er det at aldrig have haft en kæreste. Vi hører fra flere, især over 30, som aldrig har været i et forhold. Det kan skabe tvivl og skam, fordi samfundet ofte signalerer, at man bør følge en bestemt livsvej. Mange spørger sig selv, “Hvad er der galt med mig?” eller “Hvorfor bliver jeg ikke valgt?” Men der er ikke noget galt. Dating er bare blevet langt mere komplekst, og det er vigtigt at sige højt.”
Hvorfor lave en datingordbog?
“Jeg mener, vi mangler et fælles sprog for det, vi oplever. I dag navigerer vi i en kærlighedskultur fyldt med ord som ghosting, breadcrumbing, situationships og love bombing. Begreber, der beskriver følelser og mønstre, som mange kender, men ikke altid forstår. Datingordbogen er skabt for at give sprog til det usagte, skabe genkendelse og åbne ærlige samtaler. Den er et værktøj til det moderne datingliv – et sted, hvor man kan spejle sig og måske føle sig lidt mindre forkert, når kærligheden roder.”
Kan vi lære noget af vores forældre?
“Det tror jeg. Ikke fordi alt var bedre dengang, men fordi der var mere ro og tilstedeværelse. Man gjorde mere ud af møderne, og udvalget var mindre. I dag er det næsten for nemt at åbne og lukke relationer. Der står altid en ny mulighed og venter på den anden side af skærmen.”
Hvilke udfordringer har mennesker, der dater i København lige nu?
“Vi har for mange valg. Mange holder sig tilbage fra at gå helhjertet ind i et forhold, fordi de frygter at miste frihed – eller fordi de tror, der måske findes noget bedre. Det fører til de såkaldte “situationships”, hvor man hverken er alene eller rigtig sammen.”
Hvordan løser vi det?
“Der findes ingen enkel løsning. Men vi kan starte med at kommunikere bedre. Mange spiller spil – svarer bevidst sent, måler reaktioner, holder kortene tæt. Hvis vi i stedet var ærlige om vores intentioner, kunne dating blive både lettere og mere ægte.”
Hvad brænder du for?
“Jeg brænder for at forstå menneskelig adfærd og for at dele den viden med dem, der har brug for et rum, hvor de kan spejle sig. Hvis jeg kan få nogen til at føle sig set i de situationer, hvor man ellers let kan føle sig alene, så giver det mening for mig.”
Kan du nævne tre sjove ord fra Datingordbogen?
Contradating: Når man bevidst dater nogen, der ikke er ens “type”, for at bryde mønstre og udforske nye relationer.
Cybervetting: Når man undersøger en person, man dater, på sociale medier for at finde information om dem.
Power Parting: At afslutte et forhold klart og ærligt uden at efterlade tvivl eller forvirring hos den anden.
Seriedateren
…er et univers skabt af Laura Adria Kamariza Hermansen, der med ærlighed, autencitet og nysgerrighed udforsker kærlighed, dating og relationer i det moderne liv. Projektet består af en aktiv Instagram- og TikTok-profil, en bog og en podcast – tilsammen et åbent og inkluderende rum for personlige fortællinger, tabuer og tidens datingfænomener.
Bogen Seriedaterens Datingordbog samler de mest centrale begreber fra nutidens datingkultur og giver læseren indblik i mønstre og tendenser i det moderne kærlighedsliv. Den indeholder ekspertudtalelser fra psykologer, terapeuter og sexologer, samt ærlige og rørende beretninger fra virkelighedens datingverden – fra hjerteskærende øjeblikke til rå og uforudsigelige fortællinger.
Podcasten Seriedateren drives af Laura i samarbejde med medvært Gursewak Singh Dhaliwal. Sammen bringer de både feminine og maskuline samt interpersonelle perspektiver i spil. De stiller hinanden dybe og personlige spørgsmål, deler anonyme historier og undersøger påstande om kærlighed og relationer – med både humor og alvor.