Kæmpe fest i vente: Dansk legende spiller på lille københavnsk spillested

I 2020 var det 30 år siden, at Rust åbnede i København.
Den store fødselsdagsfejring måtte dog aflyses, da spillestedet og natklubben på Nørrebro fyldte rundt – ikke overraskende grundet coronarestriktioner.
I 2023 tager Rust så revanche og fyrer op for et brag af en fest, når stedet fylder 33 år, og du er selvfølgelig inviteret med til løjerne.
Godt nok vil der til den tid ikke være tale om en rund fødselsdag, men der planlægges alligevel en kæmpefest, hvor en sand legende kigger forbi og giver koncert.
Startede sin karriere her
Det er selveste Trentemøller, der spiller på Rust 4. februar, og at det netop er den danske komponist, producer og musiker, der er inviteret til at spille denne dag, er bestemt ikke tilfældigt.
Rust var nemlig et af de første spillesteder, Trentemøller spillede på i den spæde start af sin karriere tilbage i 00’erne.
Københavnbaserede Anders Trentemøller har længe været respekteret som en ekstraordinær skaber af let genkendelige melodier og dragende lydlandskaber, og han har modtaget massiv ros for sine produceregenskaber.
For stor til Rust
Trentemøller har i år været på en længere tour sammen med sine fire nye bandmedlemmer, hvor de bl.a. har spillet i Den Grå Hal samt på spillesteder over hele Europa, USA, Canada og Mexico.
Man skulle egentlig tro, at den danske stjerne er alt for stor til at spille på et sted som Rust, men spørger man folkene bag spillestedet, er det netop det, der er meningen med festen.
I forbindelse med fødselsdagsfejringen er der lagt i støbeskeen til en fed uge med danske artister, som under normale omstændigheder ville være for store til Rust, og Trentemøller er den første annoncering i rækken.
Frem mod fødselsdagen vil Rust løbende løfte sløret for flere navne.
Hvad: Trentemøller
Hvor: Rust, Guldbergsgade 8, København N
Hvornår: 4. februar 2023