MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Truet af prisstigninger: Nye boliger på Nørrebro, Amager og i Valby hænger i tynd tråd

Af André Bentsen
Flere steder i København har byggeriet stået stille på grund af prisstigninger på materialer. Nu vil kommunen have regeringen på banen. Foto: André Bentsen
Flere steder i København har byggeriet stået stille på grund af prisstigninger på materialer. Nu vil kommunen have regeringen på banen. Foto: André Bentsen

Om få uger udløber den særlov, der gør det muligt at bygge almene boliger med priserne i det nuværende marked.

Lige nu gælder det boliger på Nørrebro, i Vanløse, i Valby og på Amager.

Derfor råber Københavns Kommunes Teknik- og Miljøborgmester, Line Barfod (EL) nu vagt i gevær.

Stigende priser på alt fra jern og stål til træ og betonelementer betyder nemlig, at byggeriet af almene boliger i disse år står i stampe.

I 2022 og 2023 er der blot ibrugtaget henholdsvis 201 og 226 almene boliger, og forventningen til 2024 ligger på blot 361 nye almene boliger.

Det rækker på ingen måde til at dække de behov, der er i København i dag, og nu blinker endnu en lampe rødt, lyder det fra borgmesterkontoret

For ved udgangen af denne måned udløber den særlovgivning, som har været afgørende for, at syv almene boligbyggerier bliver til virkelighed i København. De syv projekter dækker over 141 ungdomsboliger og 249 familieboliger.

Problemet er, at når der bygges almene boliger, så er der en lovfastsat maksimal pris, et rammebeløb.

Men i de seneste år er byggepriserne steget så kraftigt, at det i København er umuligt at bygge til den pris.

“Derfor blev der vedtaget en særlov, som giver de almene boligselskaber mulighed for at gå 20 pct. over rammebeløbet. Den særlov udløber med udgangen af denne måned,” skriver Line Barfod på LinkedIn.
“Og så ser det for alvor sort ud med hensyn til at få opført almene boliger og  dermed at København forbliver en blandet by. Derfor må regeringen hurtigst muligt få forhøjet maksimumbeløbet, så der fortsat kan opføres betalbare boliger i vores allesammens hovedstad,” fortsætter hun.

Da den røde lampe blev tændt torsdag morgen, løb nyheden som en steppebrand over de københavnske radioer. Til P4 forklarer social- og boligminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, at regeringen rigtig gerne vil have flere af de almene boliger.

“Derfor er det nødvendigt, at vi får lavet en permanent løsning på problemet. Vi har indgået en aftale med et bredt flertal om, at vi skal ind og kigge på maksimumbeløbet,” siger ministeren.

Kommunen forklarer problemet


I en pressemeddelelse forklarer Line Barfods forvaltning, at kommunerne siden 2022 har haft bemyndigelse til at gå 20 procent over det maksimumbeløb, som almene boligprojekter som følge af loven om almene boliger skal holde sig indenfor.

Men ordningen om det forhøjede maksimumbeløb blev indført med en solnedgangsklausul denne sommer, og ordningens udløb risikerer at fungere som effektiv stopklods for opførelsen af flere almene boliger i København.

“Maksimumbeløbet for et alment boligbyggeri er fastsat ved lov, og grundet de voldsomme prisstigninger på materialer er det stort set blevet umuligt at gennemføre projekter i København,” advarer Line Barfod.

“Det kommer vi rundt om med den midlertidige lovgivning, men når denne særaftale udløber, ser det for alvor sort ud med hensyn til at få opført almene boliger og dermed sikre, at København fortsat forbliver en blandet by. Derfor må regeringen se på at få forhøjet maksimumbeløbet, så der fortsat kan opføres almene boliger i vores allesammens hovedstad,” siger Line Barfod.

Og teknik- og miljøborgmesteren står ikke alene med den bekymring. Hos boligorganisationen KAB foreslår administrerende direktør Jens Elmelund konkret, at politikerne på Christiansborg hæver maksimumbeløbet med 20 procent:

“Vores kunder i boligselskaberne er parate, og ventelisterne til en bolig er alenlange, men lige nu er den bitre virkelighed, at vi i KAB reelt ikke kan sætte gang i nye, almene boligprojekter. Ser vi på vores projekter, der er på standby eller stoppet, så er det en forøgelse på 20 procent, der er behov for. Den blandede by risikerer at blive et politisk fatamorgana, hvis ikke der sker noget,” siger Jens Elmelund.

Administrerende direktør i den private projektudviklerkoncern FB Gruppen Hans-Bo Hyldig står med samme oplevelse. I nogle byggeprojekter står private udviklere for at opføre både private og almene boliger, og i disse tider giver det minus på bundlinjen at opføre almene boliger, forklarer Hans-Bo Hyldig.

“Vi skal som ansvarlige udviklere og bygherrer opføre både almene og private boliger. Priserne til materialer og arbejdskraft er steget over de seneste år, og samtidig skal vi ved hjælp af nye materialer og processer søge at reducere CO2-udledningen i byggeprocessen – derfor bør politikerne se på muligheden for at hæve rammebeløbet, uden at det samtidig medfører huslejestigninger,” siger Hans-Bo Hyldig og fortsætter:

“Det øgede rammebeløb skal dække prisstigningerne på løn og materialer, og så skal vi som private udviklere leve med en 0-forretning på de almene boliger, vi opfører som en del af en samlet bebyggelse. Det er vores bidrag til en blandet og social bæredygtig byudvikling.”

Fakta

Det forventes, at følgende syv projekter realiseres med forhøjet maksimumbeløb: Rovsingsgade (Nørrebro, Domea), Lønstrupgård (Vanløse, 3B), Sundbo Seniorbofællesskab (Amager, fsb), Strandlodsvej 11B (Amager, 3B), Generationernes Træhus (Ørestad, 3B), Ved Amagerbanen Syd I (Amager, Samvirkende Boligselskaber), Elleparken (Valby, Samvirkende Boligselskaber).

Som følge af den aktuelle konjunktursituation er bygge- og anlægsbranchen præget af et betydeligt kapacitets- og prispres. Høje energipriser og fremgangen i byggeaktiviteten har ført til kraftige stigninger i priserne på byggematerialer. Situationen har medført, at det er vanskeligere for almene boligorganisationer at gennemføre alment nybyggeri da anskaffelsessummen i mange almene nybyggerier overstiger det lovbestemte maksimumsbeløb, som årligt fastsætter, hvor dyrt alment nybyggeri må være.

BL – Danmarks Almene Boliger offentliggjorde i februar 2022 en undersøgelse, som vi ser, at boligorganisationer i stadig stigende omfang ikke kan gennemføre deres bygge rier, fordi anskaffelsessummen med de nuværende byggepriser ikke kan holdes inden for maksimumsbeløbet. Undersøgelsen viser, at problemstillingen er særligt udbredt i yderområder. Resultatet skal ses på baggrund af, at maksimumsbeløbet for alment byggeri har en indbygget automatisk konjunkturregulerende virkning, idet byggeriet af al mene boliger reduceres, når byggepriserne bliver for høje.

Del artikel

Andre læser også