MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Ugens tip: Undervurderet park er et af Københavns skønneste åndehuller

Af Mathilde Mågård Hansen
Foto Mathilde Mågård Hansen
Foto Mathilde Mågård Hansen

For nogle personer har Valbyparken måske et lidt kedeligt ry.

For hvad finder man egentlig derude?

Altså udover Grøn Koncert, folk der kaster med frisbee og en række uheldige historier med overfald.

Jo, det skal vi fortælle dig.

På en dag med solskin og blå himmel er Valbyparken nemlig et af de skønneste, grønne overhuller, vi overhovedet har her i byen.

Parken er klart dejligst om foråret og sommeren, så det er altså nu, at du skal afsted.

Ugeneret natur med egen strand

Selvom Valbyparken ikke ligger meget mere end en halv times cykeltur fra Nørreport, så er det muligvis ikke alle københavnere, der har besøgt parken.

Undertegnede er i hvert fald født og opvokset på Amager, men det var ikke før, jeg flyttede til Frederiksberg, at jeg fik øjnene op for den grønne perle.

Surbundshaven. Foto Mathilde Mågård Hansen

For selvom Frederiksberg Have, Søndermarken, Ørstedsparken og Søerne er dejlige, så er der også virkelig mange mennsker – og larm.

I Valbyparken kan du være helt dig selv.

Med et areal på hele 64,2 ha er den Københavns klart største park. Til sammenligning er Fælledparken ca. 59 ha.

De to adskiller sig dog særligt ved naturen i Valbyparken, som på mange punkter stadig er ugeneret, fyldt med gemmesteder og smukke planter, mens her stadig kan tages et godt spil bold.

Ungerne kan brænde krudtet af på den nyrenoverede naturlegeplads, der allerede er et kæmpe hit for byens børn.

For lige at give den et ekstra nyd så har Valbyparken endda sin egen strand, hvor du kan snuppe en dukkert.

Så bliver det altså ikke meget bedre!

Foto Valby Lokaludvalg

Ny café emmer af idyl

Sidste år åbnede der en ny café i Valbyparken, der går under navnet Picniq.

Du finder den nogenlunde midt i parken, og kommer du forbi vil vi absolut anbefale, at du slår dig ned.

Hos caféen findes både kaffe, is, morgenmad, frokost, aftensmad eller bare lidt kold at drikke, mens du sidder på terrassen, og deres fokus er generelt på økologi og lokale råvarer.

Det kan vi godt lide.

Foto Mathilde Mågård Hansen

En mere idyllisk sommerterrasse i København end denne er også svær at finde.

Samtidig er priserne til at have med at gøre, og du får bl.a. en snasket toast med salat til 115 kr.

Du kan læse mere om Café Picniq på deres hjemmeside her.

Er vejret dårligt, er der mulighed for at sidde inde.

Skovhaven. Foto Mathilde Mågård Hansen

Gå på opdagelse i temahaverne

Efter en dejlig frokost i solen kan man godt få brug for at røre sig lidt.

Her vil vi anbefale, at du udforsker Valbyparkens 17 temahaver.

Der er bl.a. H.C. Andersens Orientalske Have, Skovhaven og Den sommerblomstrende have, og de er alle små fortryllende åndehuller, hvor du kan tage et velfortjent hvil eller blive meget klogere på de grønne planter og blomster.

Når den blomstrer, er Dahliahaven vores klare favorit.

Læs mere om temahaverne her.

Hvis du ikke allerede er blevet overbevist nu, så byder Valbyparken altså på mange skønne sager.

Lige fra deres helt egen badestrand, en sjov naturlegeplads for børn, en idyllisk café og de 17 eventyrlige temahaver.

God fornøjelse!

Del artikel

Andre læser også