Ugens tip: Tjekket café serverer morgenmad i en liga for sig
Som københavnere er vi ret priviligerede.
Især når det kommer til restauranter, caféer og barer.
Her er nemlig ikke bare mange steder at vælge imellem – men også mange virkelig gode muligheder.
Brunch er i en kategori for sig, men trænger du til at prøve et nyt sted, der ikke er som de andre, så læs endelig videre.
Det er nemlig hvad, du finder i denne Ugens tip fra redaktionen.
Tjekket designcafé
På Dronningens Tværgade 52 i Indre By åbnede caféen Studio x Kitchen for efterhånden to år siden.
Caféen er nabo til butikken Studiox, der sælger lækre designmøbler, håndlavet keramik fra små, udenlandske producenter og udvalgt tøj.
Samme æstetiske univers er fulgt med ind hos Studio x Kitchen, der er indrettet med møbler i lyst træ og serverer deres mad på nydelig keramik.
Caféen laver både morgenmad og frokost, men det skal i denne omgang handle om førstnævnte.
Æg som du ikke har fået dem før
Vi kiggede forbi Studio x Kitchen en søndag formiddag, og vi var bestemt ikke de eneste, der havde fået den idé.
Vi fik dog hurtigt snuppet et par ledige pladser i spisebaren, da vi på forhånd havde udset os deres morgenmadsretter med æg.
Du kan vælge mellem tre forskellige udgaver, og vi spring på den med Gammel Knas og Nduja-smør – og nøj, sikke en herlig omgang.
Æggene var perfekt tilberedt, Nduja’en var tilpas spicy og brødet var super til lige at få det sidste med på tallerkenen.
Noget helt andet end den ‘klassiske’ version med røræg, der har fået alt for længe og smager af cirka ingenting.
Prisen for retten er 145 kr., så det er ikke for den gode pris, at du skal komme.
Men er du frisk på at prøve noget nyt og give dine smagsløg ‘én på opleveren’ – så er det lige noget for dig.
Åbningstiderne er alle ugens dage fra kl. 8.30-16.30, og der kan ikke reserveres bord.
Hvad: Studio x Kitchen
Hvor: Dronningens Tværgade 52, 1302 København K
Hvornår: Åbent hver dag fra kl. 8.30-16.30