Ugens tip: Frozen slushy beer på Vesterbro SKAL prøves

Selvom weekenden lige er gået, kan det være en god ide med en iskold øl.
Og vi har her på redaktionen prøvet en funky en af slagsen.
Hver uge bringer vi her på MigogKbh et tip til København og omegn, og det har tidligere været alt fra en lækker is til en hyggelig gårdhave og et stort madmarked.
Denne gang er det en god øl til fyraften, en eftermiddag i solen eller den helt gode fredag aften med vennerne.
Kihoskh indtager Boulevarden
Selvom navnet er svært at udtale, er Rbabarrab et sted, som er værd at kende.
Ikke nok med, at baren ligger på skønne Sønder Boulevard på Vesterbro, så har den samme ejer som Kihoskh – det populære kioskkoncept med stort udvalg af blandt andet øl, som ligger lige overfor på boulevarden.

Kihoskh har på hjørnet åbnet Rbabarrab, en spisebar, hvor der er mad at spise, men også et udvalg af både naturvin, cocktails og et bredt sortiment af øl i hanerne.
Men det er ikke kun øl på fad, de tilbyder.
Som et kreativt supplement til de ellers frugtige og lækre øl, de på Rbabarrab i den grad også har styr på og fortæller lystigt om, har de en fanfavorit blandt gæsterne.
Den ligner en lækker softice serveret i et højt glas med stilk og stedets navn på, som alle drikkevarerne serveres i.

Men her er tale om en slags slushi-ice med øl – endda med en smag af kokos, blåbær og drue.
Herligheden bærer navnet frozen slushy beer, og den giver en sur og sød eksplosion i munden.
Udvalget af drinks varierer på Rbabarrab, og tidligere har de blandt andet haft cocktails som frozen margaritas, strawberry daquiries eller en Bramble slushie lavet på gin, brombær og lime på kortet.
Delikate og sjældne øl
Kihoskh og herunder Rbabarrab henter deres øl fra Untapped og bryggeriet Evil Twin, som gør en dyd ud af at hente danske specialøl ind med ekstreme, delikate og sjældne smage.
Udover lidt lækkert spise kan der snackes oliven, chips og nødder til et friskt glas naturvin.
Priserne på Rbabarrabs forskellige drikkevarer ligger imellem 45 og 85 kr.
De giver på stedet desuden 10 procent i studierabat ved fremvisning af studiekort, og man kan sidde i dagtimerne med sin laptop og arbejde, mens man spiser sin frokost.
Rbabarrab har åbent fra kl. 13 hver dag frem til 00 og i weekenden til 02.
Se mere på Instagram, hvor Rbabarrab deler nyheder, nye smage og events.
Hvad: Rbabarrab Bar
Hvor: Sønder Boulevard 52, København V