Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ugens tip: Gå en tur på taget af imponerende byggeri og nyd den smukke udsigt

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: Camilla L. Stahlschmidt
Foto: Camilla L. Stahlschmidt

Så er MigogKbh-redaktionen klar med endnu en omgang Ugens tip til dig!

Som du måske har bemærket de seneste uger, giver vi dig nu et godt tip til en helt særlig oplevelse i København og omegn hver mandag, og denne gang skal vi på en lille udflugt.

Hvis du er en af dem, der er blevet vild med at gå ture i den friske luft, er denne uges tip lige noget for dig.

Bor man i byen, kan man godt blive træt af at vade rundt om søerne, eller slentre på stierne i Kongens Have igen og igen, og måske har du også allerede trasket dig gennem Amarminoen.

Men der er heldigvis mange andre gode gåture at begive sig ud på.

En af dem findes i Lyngby nord for København, og du skal blot ud på en lille togtur for at komme derhen.

En udflugt fra byen

Få minutters gang fra Sorgenfri Station ligger Basecamp Lyngby – et moderne byggeri, der huser både studieboliger, kontorlokaler og lejligheder til det lidt ældre segment.

Byggeriet i sig selv er ganske interessant, men det er på taget, det bedste findes.

Her er nemlig anlagt en park med tilhørende offentligt tilgængelig gangsti, hvor alle er velkomne til at gå en tur og nyde udsigten.

Man bestemmer selv, om man vil gå til højre eller venstre ad stien, når man kommer ind på området fra gaden, og så går man simpelthen hele vejen henover bygningen, som snor sig gennem landskabet.

Foto: Camilla L. Stahlschmidt

På taget er der grønne planter og undervejs kan man ikke undgå at stoppe for at nyde den imponerende udsigt.

Fra Basecamp kan man blandt andet kigge ud over Lyngby Sø og Sorgenfri Slotshave, og det er endda muligt at spotte flere af Københavns kendte bygninger, når vejret tillader det.

Basecamp er tegnet af Lars Gitz Architects, og det grønne tagområde er 8.100 m² stort.

Kombiner turen med et besøg i slotshaven

Har du mod på at gå længere, når du kommer ned fra taget, kan du slentre videre til Sorgenfri Slotshave, der ligger få skridt fra det moderne byggeri.

Det meste af haven er altid åben for offentligheden, og her venter skønne naturoplevelser på de snoede stier.

Du finder vej til Basecamp ved at tage S-togets linje E og stå af på Sorgenfri Station.

Når du kommer op ad trappen fra perronen, skal du gå til højre, og efter et par minutters gang møder du Skovbrynet på højre hånd.

Herefter er det blot at begive sig op på taget.

Er du frisk, kan du droppe togturen og i stedet tage cyklen. Der er cirka 15 km fra Indre By til Basecamp.

Hvad: Gåtur med udsigt
Hvor: Basecamp, Skovbrynet i Lyngby

Del artikel

Andre læser også