Ugens tip: Hemmelig bunker giver rørende indblik i krigens virkelighed
Normalt, når vi tager københavnerne med gennem caféer, brunchsteder og hemmelige grønne oaser, er det tips, som man kan besøge igen og igen.
Men fotografen Jan Grarups bunkerudstilling, der giver et rørende indblik i krigens virkelighed og støtter Ukraines kamp, kan kun ses året ud.
Til gengæld har den lidt hemmeligt beliggende bunker åbent hver dag fra 11 til 16, og fotografen står selv og byder velkommen mens duften af kaffe blander sig med røgen fra et lille bål.
Stemningen er med andre sat fra start, når du bøjer nakken for at komme ind og se de uhyggelige- men også uhyggeligt smukke billeder af en af vor tids største mest forfærdelige begivenheder.
Jan Grarups bunkerudstilling i København har da også allerede tiltrukket stor opmærksomhed, med 3000 besøgende og 59 skoleklasser, der har fået et ærligt og rørende indblik i livet for civile under krigen i Ukraine.
Udstillingen, som bringer både krigens gru og håb til live, har også fået opmærksomhed fra høje internationale kredse, herunder Ukraines præsident, der har delt et af Grarups stærke billeder på sine sociale medier.
Som Grarup skriver på sin Instagram:
“Min store bunkerudstilling i København er i produktion og åbner forhåbentlig snart. Der er stadig mange udfordringer – mange flere end jeg havde forudset, men de bliver løst.”
Fotografen har arbejdet hårdt på at skabe et projekt, der viser de brutale realiteter fra krigens frontlinje, samtidig med at det giver et glimt af håb og modstand.
“Jeg er igang med at finde bunkere i Sønderborg, Esbjerg, Århus, Odense og Ålborg for at give hele landet mulighed for at få et indblik i livet for civile under den voldsomme krig i Ukraine,” fortæller han videre.
Udstillingen er gratis og åben for alle, og Grarup håber at bringe oplevelsen til flere steder i Danmark.
For at finansiere projektet har Grarup solgt signerede værker, søgt fonde og startet en crowdfunding-kampagne på Gofundme.
Alle bidrag, store som små, bliver modtaget med stor taknemmelighed.
Hvis du vil støtte, eller hvis du har spørgsmål og ønsker en rundvisning i bunkeren, er Jan Grarup åben for at dele mere om udstillingen og dens koncept.