Ugens tip: Her kan du smage kærligheden i hver eneste bid
Ugens tip er din mulighed for at opdage noget nyt i København.
Og denne uge skal det handle om en lille perle med store smagsoplevelser på Amager.
Her finder du madhuset Mad og kærlighed, der bringer hjemmelavet mad og kærlighed ind i din hverdag.
Mad og kærlighed slog dørene op i maj 2024 og har på kort tid fået en fast plads i mange københavneres hjerter (og maver).
Her handler det om kvalitet, nærvær og en passion for mad, der kan smages i hver eneste bid.
Livslang interesse for madlavning
Bag succesen står Maria Christensen.
Hun er uddannet smørrebrødsjomfru og har hele livet haft interesse for madlavning.
Måske du allerede kender hende?
Siden 2016 har hun nemlig delt opskrifter og inspiration på sin hjemmeside madogkaerlighed.dk, hvor tusindvis af madelskere følger med.
Dertil kommer to kogebøger og en Instagram-profil, der bugner af kulinariske fristelser.
Fra drøm til virkelighed
Drømmen om et fysisk sted, hvor hun kunne dele sin kærlighed til mad, blev realiseret sidste år, da hun overtog en gammel kinagrill på Amager Landevej.
Efter en omfattende renovering over 6,5 måned blev stedet transformeret til en hyggelig butik, der kunne slå dørene op for første gang i maj.
Og siden da er det gået stærk.
Kunderne er vilde med maden, og efter selv at have besøgt madhuset, forstår vi godt hvorfor.
Alt er lavet fra bunden, og det kan i den grad smages.
Og så kan du både tage maden med hjem eller sidde og nyde den på stedet.
En lækker menu
Menuen byder på alt fra frisksmurte sandwich og grillede sandwich til frikadeller, salater og foccacia.
Til den søde tand er der cookies og trøffelkugler, der lynhurtigt er blevet en favorit blandt stamkunderne.
Du kan endda også købe tilbehør som pesto og syltede rødløg med hjem, så du nemt kanpifte aftensmaden op.
Maria udvider løbende menuen, og senest har hun tilføjet en fristende fredags charcuteri-boks, der gør weekenden lidt ekstra lækker, og en klassisk risalamande – perfekt til julemånedens hyggestunder.
Hyggelig stemning og nærværende service
Butikken er lille og intim, og stemningen er afslappet og indbydende.
Det er nemt at mærke, at Maria og hendes team elsker, hvad de laver – det kan både smages i maden og mærkes på den venlige betjening.
Hos Mad og kærlighed får kærligheden til madlavning lov at skinne igennem.
Her handler det nemlig ikke kun om at sælge mad, men også om at inspirere andre til at sætte pris på god, hjemmelavet mad.
Så næste gang du er på Amager, skal du unde dig selv et besøg.
Hvad enten du har lyst til en hurtig frokost, en sød snack eller lidt ekstra forkælelse til weekenden, er Mad og kærlighed stedet.
På Instagram kan du følge med i de nyeste tilføjelser på menuen og se flere billeder af deres lækre mad.
Hvad: Madhuset Mad og kærlighed
Hvor: Amager Landevej 98A, 2770 Kastrup
Hvornår: Tirsdag til fredag kl. 10-17.30 lørdag kl. 10-15