Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ugens tip: Hylderne bugner af lækkert børnegrej i Københavns nye genbrugsmekka

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Børneloppen i Vanløse. Foto: PR
Børneloppen i Vanløse. Foto: PR

Her på MigogKbh holder vi altid øje med, hvad der rører sig i de forskellige bydele, så vi kan dele det med vores læsere, når vi støder på noget nyt og spændende.

For nylig var vi en tur i Vanløse, og med hjem tog vi et tip, som vi har set frem til at give videre til byens børnefamilier.

Måske kender du loppesupermarkedet Lidkøb på Østerbro, hvor private sælgere kan leje en stand, fylde den med alverdens boligting, tøj og hvad de ellers vil af med, og så kan genbrugsjægere købe sagerne med hjem og få glæde af dem.

I et stykke tid har et lignende koncept eksisteret i Valby – dog udelukkende med fokus på børnetøj og -grej. Navnet er Børneloppen, og her kan man ligeledes leje en stand og sælge ud af ting, man ikke længere bruger.

Børneloppen i Valby er blevet en stor succes, og derfor har folkene bag butikken åbnet endnu en afdeling i københavnsområdet, så endnu flere forældre samt vordende mødre og fædre kan få glæde af det smarte genbrugskoncept.

Foto: PR

Brugt grej får nyt liv

Børneloppens nye afdeling ligger på adressen Frode Jakobsens Plads 2 i Vanløse, og selv om man ikke lige bor i nærheden, kan det være en god ide at svinge forbi.

Mange forældre kender nok til følelsen af, at pengene fosser ud af lommerne, fordi ungerne hele tiden vokser ud af  tøj og sko, som ellers ikke har mange måneder på bagen, og dertil kommer udgifter til alt fra klapvogne og køjesenge til gyngeheste, Elsa-kjoler og skoletasker.

Læs også: Stort loppeparadis på Østerbro er fyldt med genbrugsguld

Derfor giver det god mening at sælge sine brugte børneting videre og købe andres aflagte i stedet for at erhverve sig nyt af det, som de små hurtigt vokser ud af eller bare mister interessen for.

På den måde skåner man nemlig ikke kun miljøet, men sparer også masser af penge.

Største butik hidtil

Med hele 311 stande er loppeshoppen i Vanløse den største, som Børneloppen hidtil har slået dørene op til. Det vil sige den største af i alt syv butikker, for udover Valby og Vanløse er Børneloppen at finde i Slagelse, Randers, Holbæk, Odense og Aalborg.

Der er rift om de mange stande, som uge efter uge lejes ud til forældre, der har ryddet op på ungernes værelser samt i deres klædeskabe.

På standene finder man beklædning i lange baner. Her er både sparkedragter til de helt små, sko til dem, der netop har lært at gå, flyverdragter i alle størrelser, tylskørter, gummistøvler og meget mere. Og både mærker som H&M, MarMar, Molo, Wheat, Ralph Lauren og Tommy Hilfiger er repræsenteret.

Men på hylderne finder man også meget andet end tøj og sko.

Foto: PR

Her er legetøj til børn i stort set alle aldre, lige som at man kan finde udstyr og pyntesager til børneværelset – eksempelvis farverige opbevaringsbokse, uroer og plakater.

Et hjørne af butikslokalet er fyldt med større varer som barnevogne, klapvogne, vugger, lifte og autostole, og rundt omkring på de forskellige stande kan man være heldig at finde både ammepuder og sengetøj, hvis det er det, man er på udkig efter.

De private sælgere fastsætter selv priserne på deres varer, og de ligger oftest et godt stykke under nypriserne.

Læs også: Bedste julegave: Ny nichebutik sælger KUN julesweaters

Find vej til lopperne

Børneloppen ligger lige ved Vanløse Station, så det er nemt at komme dertil med enten S-tog eller metro.

Busserne 9A, 10, 13, 22, 31 og 142 standser også tæt på.

Ankommer man i bil, kan man benytte parkeringskælderen under butikken. Her er det gratis at holde i op til to timer, hvis blot man husker at stille p-skiven.

Priserne for leje af stande begynder på 200 kroner, og Børneloppen tager 15 procent i komission for de solgte varer.

Se mere på boerneloppen.dk.

Hvad: Børneloppen
Hvor: Frode Jakobsens Plads 2, Vanløse
Hvornår: Mandag-fredag kl. 10-18 og lørdag-søndag kl. 10-16

Læs også: Første butik i Danmark: Japansk design-favorit åbner midt i København

Del artikel

Andre læser også