Ugens tip: Lille biks på Nørrebro laver Københavns bedste Fried Chicken-burger
Selvom det er påske, skal du ikke snydes for en omgang af Ugens tip.
Sidste uge gik turen til Østerbro, hvor du kan shoppe lækkert modetøj med store rabatter, men i denne uge rykker vi til Nørrebro, hvor du kan besøge kongen af Fried Chicken.
Perfekt efter en håndfuld dage med sild, snaps samt æg og rejer.
Sprød udenpå, saftig indeni
På Møllegade ligger en take-away biks ved navn Poulette, som til dagligt langer Fried Chicken-burgere over disken.
Bag Poulette står Martin og Jesper, der har også har naboen, naturvinsbaren Pompette.
Martin og Jesper åbnede Poulette tilbage i 2020 efter at have arbejdet på projektet i mange år.
Fried Chicken havde længe været deres guilty pleasure, så det var omdrejningspunktet fra starten.
Det betyder, at de i dag har udviklet den perfekte Fried Chicken, som både er sprød udenpå og saftig indeni.
Udover Fried Chicken består burgeren af en blød brioche bolle, salat, mayo, ost og pickles – simpelt og lækkert.
Når du bestiller, kan du selv vælge om burgeren skal være spicy eller ej, og vi er på redaktionen ret vilde med den spicy.
Prisen for den lækre, sprøde burger er 110 kr. og 200 for en menu.
Kvalitet frem for kvantitet
Poulette har få ting på menuen, men det betyder til gengæld, at de ting de laver, laver de til perfektion.
Det afspejles tydeligt i smagen, at de har specialiseret sig i netop de retter.
Poulette har også en vegetarisk version af deres populære burger med sprød og spicy mapo tofu.
Udover burgere serverer de også krydrede pommes, dip og selvfølgelig noget til at slukke tørsten med.
Restauranten på Nørrebro er faktisk ikke det eneste sted, hvor du kan smage deres lækre retter.
Poulette er nemlig også at finde hos Broens Gadekøkken, som 22. marts slog dørene op til endnu en sæson.
Hvad: Fried Chicken-burger hos Poulette
Hvor: Møllegade 1, 2200 København N
Hvor meget: 110 kr. for en Fried Chicken-burger. 200 kr. for en menu med burger, fritter og sodavand