Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Ugens tip: Du bør straks sætte kurs mod Københavns mest nuttede dyr

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: PR, Den Blå Planet
Foto: PR, Den Blå Planet

Er du fast læser her på MigogKbh, ved du, at mandag er dagen, hvor vi giver dig Ugens tip.

Denne mandag er selvfølgelig ingen undtagelse, og redaktionen er derfor klar med en dugfrisk anbefaling af en skøn oplevelse i København.

Vi skal en tur til Amager, og tippet er særligt for dig, der ikke kan få nok af nuttede dyr.

På Den Blå Planet bor nemlig fire pelsede venner, der kan besøges alle ugens dage, og hvis du ikke allerede har aflagt dem et visit, kan du godt se at komme af sted.

Fra Stillehavet til København

Riggs, Dixon, Mojoe og Agnes er fire havoddere, som boltrer sig i et bassin på Den Blå Planet, og her får de dagen til at gå med at lege i vandet og spise store mængder fisk og skaldyr.

Havodderne stammer fra den nordlige del af Stillehavet, hvor de blev reddet som små, da de ikke kunne klare sig selv.

Nu bor de så her i København, og hver dag kan man tage plads på de udendørs tilskuerpladser for at se Riggs, Dixon, Mojoe og Agnes blive fodret og høre sjove anekdoter fra Den Blå Planets fortællere.

Foto: PR, Den Blå Planet

Da MigogKbh var på besøg hos de fire havoddere, blev vi ganske kloge på de nuttede dyr.

Vi lærte blandt andet, at de har verdens tætteste pels, for modsat andre havpattedyr har de ikke et tykt fedtlag, der isolerer mod det kolde vand.

Derfor sørger havodderne også for at spise godt. Faktisk så godt, at de dagligt indtager en mængde af mad svarende til en tredjedel af deres egen kropsvægt.

De indtager dagens seks til syv måltider liggende på ryggen i vandet med maden på maven, og det ser altså ret hyggeligt ud.

Vi lover, at der er cuteness-garanti – også når de søde, legesyge havoddere laver tricks.

Hver dag kigger en dyrepasser forbi bassinet, og så er det tid til havoddertræning.

Det skyldes ikke, at havodderne skal lave tricks og se søde ud for publikums skyld, men derimod at de er intelligente dyr, som skal stimuleres og aktiveres for at holde sig sunde og raske.

Husk at hilse på de andre dyr

Når man besøger havodderne, skal man selvfølgelig huske at udforske resten af Den Blå Planet, for der er masser af sjove dyr at kigge på lige meget, om man er voksen eller barn.

Du kan blandt andet ae en fladfisk, møde seje hajer og hilse på elektriske ål, og måske kan du også finde Nemo?

Foto: PR, Den Blå Planet

Havodderne fodres hver dag klokken 11.30, og ved de forskellige akvarier er der masser af underholdning, så tjek dagens program, når du ankommer.

Metroen kører næsten lige til døren, så det er ingen sag at komme til Den Blå Planet og alle dens søde beboere fra resten af byen.

Du skal blot tage linje M2 mod Lufthavnen og stå af på Kastrup Metrostation. Herfra tager det cirka fem minutter at gå til Den Blå Planet.

Læs mere om alle dyrene og Den Blå Planet her.

Hvad: Havoddere og andre sjove havdyr
Hvor: Den Blå Planet, Jacob Fortlingsvej 1, Kastrup
Hvornår: Mandag kl. 10-21 og tirsdag-søndag kl. 10-17

Del artikel

Andre læser også