Mens alle andre kigger væk: Unge fylder lejligheder til udsatte med møbler, tøj og mad
Selvom vi slår os på at være et velfærdssamfund, hvor vi passer på hinanden, er der alligevel en gruppe mennesker, der af den ene eller anden grund ikke får den rette hjælp.
Så er det godt, at der findes hjertevarme mennesker, som står klar med en hjælpende hånd.
Hjælp Din Næste er en frivillig drevet organisation, hvor 50-60 dedikerede frivillige arbejder for at gøre en forskel for hjemløse og socialt udsatte i Københavnsområdet.
Du kan finde dem i flere dele af byen, såsom Nørreport, Vesterbro og Nørrebro, hvor de møder folk med varme og omsorg.
Hjælper lige nu og her
Organisationen arbejder ud fra en filosofi om at hjælpe her og nu.
Når de er på gaden, sørger de for, at de folk de møder får, hvad de har brug for lige i øjeblikket.
Det kan være alt fra et varmt måltid, et regnslag, eller nogen at tale med.
For dem handler det ikke kun om at uddele nødvendigheder som mad og tøj, men om at skabe menneskelig kontakt og forståelse.
Det overordnede mål er at forbedre livskvaliteten for hjemløse og udsatte mennesker – de mennesker, som samfundet ofte overser.
Fra bolig til hjem
Et andet projekt som Hjælp Din Næste har engageret sig i, er at hjælpe folk med at forvandle deres bolig til et hjem.
Ofte er der tale om mennesker, der enten lige har fået en bolig, eller som i længere tid har boet i en næsten tom lejlighed.
Cirka hver tredje uge samler organisationen 10 frivillige, som skaffer møbler og andre nødvendige ting til boligen, hænger billeder op, installerer lamper og gør alt hvad de kan for at gøre stedet til et hjem.
De har desuden også et lager, hvor folk kan komme og hente møbler og tøj, hvis de har brug for det.
Lageret fyldes løbende med donationer fra deres følgere, medlemmer og virksomheder, såsom IKEA og Det Kollektive Klædeskab.
Et fællesskab med stor effekt
Hjælp Din Næste er efterhånden blevet genkendt på gaderne i København.
Mange af de udsatte og hjemløse genkender både organisationens frivillige og de karakteristiske orange soveposer, som er blevet et symbol på hjælpen, der gives.
Organisationen forsøger konstant at udvide sin hjælp og dække flere områder, og de modtager løbende donationer fra både private og virksomheder, hvilket gør det muligt at fortsætte deres arbejde.
Selvom de ikke kan hjælpe alle, gør de alt, hvad de kan for at nå så mange som muligt.
Om det er at forsyne folk med snacks og varme sokker eller arrangere en indflytning med møbler og køkkenudstyr, så arbejder Hjælp Din Næste for at give de mest udsatte en følelse af værdighed og omsorg.
Startede under corona
Organisationen blev stiftet under corona-pandemien i 2020, da det blev tydeligt, at de hjemløse stod overfor nye udfordringer.
Stifter og direktør Snorre så, hvordan hjemløse samlede mundbind op fra skraldespande og blev mere synlige – på en negativ måde.
Med en lille trækvogn begyndte han at køre rundt og hjælpe, og det udviklede sig hurtigt til et større projekt med kontor og lager i Indre By til opbevaring af tøj og møbler.
I dag har Snorre fået selskab af tre medstiftere og en masse frivillige, der deler samme passion som ham.
Drevet af de frivilliges arrangement
En stor del af arbejdet i Hjælp Din Næste er drevet af de frivilliges engagement.
De lægger timer og kræfter i at hjælpe med både uddelinger og indflytninger i København samt julegaveindsamling til herberger over hele landet.
Det er de personlige historier og den taknemmelighed, de frivillige møder, der driver dem.
Følelsen af at have ændret en persons liv – om så bare for en dag – er hele det værd.
Det er en påmindelse om, at selv små handlinger kan gøre en enorm forskel.
Hjælp Din Næste er et inspirerende eksempel på, hvordan medmenneskelighed og fællesskab kan skabe store forandringer i folks liv.
Du kan læse mere om deres arbejde her, og følge med på Facebook.