Utopi eller drøm: Snart kan du måske bade i Søerne
Det lyder som utopisk fremtid, men faktisk har det kunne lade sig gøre i fortiden.
Altså at bade i Københavns snavsede stinkende søer. Det er efterhånden lidt af en parodi, når politikerne kalder dem får byens lunger, for hvis det passer, så er det ikke meget frisk luft, man får ind, med mindre man er til skarv-afføring, plastikaffald og bilos.
Men, men, men.
Der er vilde nyheder på vej.
En helt ny forundersøgelse viser nemlig, at man relativt nemt kan forbedre vandkvaliteten i Søerne så meget, at københavnerne ligefrem kan komme til at bade i dem.
“Søerne er døde på grund af manglende gennemstrømning, sagde alle dengang jeg gik 400 gange rundt om dem under sidste valgkamp og lovede, at man en dag ville kunne bruge dem som rekreativt område igen,” siger Emil Moselund Østergaard (RV).
Især på Østerbro, hvor skidtet i visse perioder er så voldsomt og synligt, at man må holde vejret, når man løber forbi, grinte man lidt af drømmen.
“Men nu er det ikke længere utopi,” siger Emil Moselund Østergaard.
“Forundersøgelsen viser, at vi kan pumpe vand op fra Lygten Å. Altså rent grundvand, som den slags du og jeg drikker hjemme fra haven og øge vandstanden med 16 procent. Det handler om mange hundredetusinde liter vand, som vi kan transportere til Søerne,” siger han begejstret.
Et andet notat på rådhuset viser, at man ved at bruge i omegnen af 130 millioner kroner vil kunne opføre et rensnings- og klimasikringsanlæg ved den sydlige ende af Søerne.”
En halv meter vand ekstra i alle søer
Det vil hjælpe med at skyllevand fra skybrud finder vej til Søerne, men også sikre renset vand i tilfælde af tørkeperioder. Hvis man opfører det, så vil vandet i Søerne blive så rent, at man reelt godt ville kunne bade i det igen,” siger Emil Moselund Østergaard.
Forvaltningen understreger dog, at undersøgelserne er så nye, at det vil være forbundet med stor usikkerhed at presse dem igennem budgetforhandlingerne, der starter netop nu på rådhuset.
“Det vi kan gøre nu til gengæld, er at bede forvaltningen om at udarbejde forberedelserne færdig om en foranalyse for at kunne etablere et nyt vandrensningsanlæg ved Ladegårdsåen. Anlægget skal rense regnvand, som derefter ledes videre til Søerne via underjordiske rør, og tilføje over en halv meter mere over aller indre søer. Så vil vi kunne tage stilling til det ved budgetforhandlingerne allerede næste år,” siger Emil og tilføjer:
“Min forventning er, at vi får sat gang begge, men i første omgang én af de to løsninger, og at vandet bliver så rent, at det på sigt ikke bare bliver bedre, men at man rent faktisk får lyst til at bade i det.”