Vær med til stort nytårshop: Hundredevis tager kold dukkert på lørdag

Det er ved at være nogle år siden, at der sidst blev afholdt stort fælles nytårshop på Islands Brygge, men nu sker det igen.
Før har hundredevis deltaget, når der blev inviteret til en kold massedukkert, og igen i år er alle velkomne til at være med.
Nytårsaftensdag bliver der formentlig trængsel på kajen, når Vinterbad Bryggen er vært for det traditionsrige nytårshop, der i alt sin enkelthed går ud på at hoppe i det kolde vand på årets sidste dag.
Bliv vinterbader
Arrangementet er for såvel medlemmer af vinterbadningsforeningen som gæster, så det er en oplagt mulighed for at kaste sig ud i det kolde gys, hvis du altid har drømt om at blive vinterbader.
På slaget 12.00 hopper alle i vandet samtidig, og man ønsker hinanden godt nytår.
Anlægget åbner for gæster klokken 11.30, og det anbefales, at man kommer i god tid, så man er klar, når der skal hoppes.
Da der forventes mange deltagere, opfordrer Vinterbad Bryggen til, at så mange som muligt klæder om på anlægget, da garderobepladsen på stedet er yderst begrænset.
Der er ingen grund til at medbringe champagne eller nytårsbajere, for det er ikke tilladt at indtage alkohol på området.
Det er gratis at være med, og både garvede vinterbadere og nysgerrige begyndere er velkomne.
Hvad: Nytårshop
Hvor: Vinterbad Bryggen, Havnebadet, København S
Hvornår: Lørdag 31. december 2022 kl. 12