Var du en af dem: 30.000 ekstra gik gennem lysende passage
De fleste installationer, som hvert år lokker gæster til Copenhagen Light Festival kan ses udendørs.
Derfor er det også utroligt svært at fastslå, hvor mange københavnere, der egentlig gør brug af det lysende tilbud.
Og det er ellers vigtigt, for er det pengene værd?
For første gang har Copenhagen Light Festival derfor i samarbejde med Vemco Group og teleselskabet 3Insights foretaget en analyse af, hvor mange, der begav sig ud for at opleve Danmarks største lysfestival tilbage i februar.
I stedet for at teste alle 54 installationer på tværs af byen i en tre uger lang periode, kastede de luppen over installationen ved Jorcks Passage.
“Selvom vi ikke har dækket alle lokationerne i analysen, har analyserne fra Jorcks Passage fra Vemco Group og 3Insights alligevel givet os en god idé om, hvor velbesøgt Copenhagen Light Festival var i år,” siger Jesper Kongshaug, formand for Copenhagen Light Festival.
Vemco Group har stået for at tælle antallet af besøgende ved Jorcks Passage, mens 3Insights har brugt anonymiseret mobilitetsdata til at efterse, om de besøgende her bevæger sig på tværs af byen for at se installationerne, som arrangørerne af Copenhagen Light Festival formoder.
Mere end 1000 ekstra om dagen
Hvis du kun ser på installationen ved Jorcks Passage er konklusionen klar.
Der var samlet set 30.700 flere besøgende i gennem passagen sammenlignet med samme periode sidste år i tidsrummet fra klokken 17 til 22.
“Ideen til at undersøge disse data kom fra vores ønske om at forstå “the art of attraction”- hvordan kunst kan bringe folk tættere sammen, væk fra de digitale skærme og ud i mørket for at nyde lyset,” siger Armina Terza, Global CMO hos Vemco Group.
“”Dataene viser, at kultur og fordybelse stadig har en stærk tiltrækningskraft, og at det virkelig kan betale sig at skabe samlingspunkter i bybilledet for at tiltrække folk, fortsætter Armina.
Deres data, der viser, at der på en fredag i festivalsperioden var en stigning i besøgstal på lige knap 127 procent sammenlignet med samme dato sidste år, siger en hel del. Værket ”Vivid Verve” af Vibe Lundemark, som var opført i Jorcks Passage, har altså tiltrukket langt flere besøgende til passagen.
“Vi er superglade for samarbejdet med 3Insights, som har kunnet berige datagrundlaget yderligere, og vi er glade for at kunne bekræfte Copenhagen Light Festivals mavefornemmelse med konkret data,” afslutter Armina Terza.
Kommer fra hele landet
Derudover har 3Insights kunnet se, hvor de besøgende kom fra:
“Med anonymiserede mobilitetsdata har vi mulighed for at give et realistisk bud på, hvor mange, der opholder sig i et givent område på et givent tidspunkt. Det kan kombineres med en oplandsanalyse, som betyder, at vi kan estimere hvor i landet de besøgende kommer fra. For installationen her, kan vi se at de besøgende kommer fra alle dele af København.” siger Jeppe Waidtsløw, Head of Business Development hos 3.
“Vi har altid haft en fornemmelse af, at installationerne i et område gjorde det mere velbesøgt, og at folk var gode til at bevæge sig på tværs af byen for at opleve installationerne. Ift. analysen ved Jorcks Passage, er det også, hvad den peger på,” tilføjer Jesper Kongshaug fra Copenhagen Light Festival afslutningsvis.