800 m2 genbrugsmekka: Lækkert secondhand-marked rykker indendørs
Vi elsker loppemarkeder, men vi indrømmer gerne, at det kan blive lidt koldt på denne årstid.
Men det findes der heldigvis gode råd for.
Flere weekender i januar, februar og marts rykker Veras Market, der ellers normalt er at finde Under Buen på Frederiksberg, ind i varme omgivelser hos Nørrebrohallen.
Og første marked finder allerede sted 18. og 19. januar.
Udvalget byder som altid på alt fra unikke vintagefund, highstreet-kup og eftertragtede brands – og som altid vil det også være muligt at gøre sig et ægte loppekup og shoppe 1 stk. for 40,- og 4 for 100,- i Veras egen stand.
Byt til nyt
Det går aldrig stille for sig, når flere tusinde mennesker fylder Nørrebrohallen og shopper brugte godter fra private standholdere til gavn for miljøet og pengepungen.
Veras’ tøjbyttekoncept er som altid en fast del af Veras Market.
Det betyder, at du til hvert Veras Market kan få dit brugte tøj i rabat.
Du kan indlevere op til fem stykker tøj, som du alligevel ikke bruger – og få rabatpoint i bytte, som giver dig 50 procent på alt nyt, brugt tøj i Veras som du kan bruge i Veras’ stand på markedet, i Veras’ webshop eller i butikken i Studiestræde.
Entré til markedet koster 39 kr. i døren eller begge dage for 70 kr.
Veras Market i Nørrebrohallens Multisal er åbent fra kl. 10.30-16.
Vil du selv sælge ud kan du købe en stand til Veras Market i Nørrebrohallen her. En stand koster 590 kr. inkl. bord.
Hvad: Veras Market
Hvor: Nørrebrohallen
Hvornår: 18. og 19. januar, 8. og 9. februar og 1., 2., 29. og 30. marts 2025