Verdenskendt burgerkæde åbner for første gang i Danmark: Én ting SKAL du smage
Der har i årevis været rygter, ønsker og lange køreture over Øresundsbroen.
Men på mandag sker det endelig.
Den amerikanske burgerkæde Five Guys åbner sin allerførste restaurant i Danmark, når dørene slås op i Fields.
Læs også: Det skal du spise på Copenhell: Vi har fundet 3 af festivalens bedste måltider Senere på sommeren følger endnu en restaurant på Fisketorvet, og dermed bliver København det første danske stop i det, kæden beskriver som begyndelsen på en større nordisk satsning.
Vi har været forbi inden åbningen og fået lov til at komme helt tæt på konceptet.
Det, vi troede ville være en hurtig gennemgang af burgerne, udviklede sig nærmest til et foredrag i raketvidenskab.
For hos Five Guys er der en forklaring på næsten alt.
Der er en grund til det hele
Hvorfor får burgerbøfferne ingen krydderier?
Hvorfor bliver fritterne skåret i hånden hver eneste morgen?
Hvorfor er der ikke faste burgere på menuen?
Svarene handler alle om én ting.
Smagen.

Hos Five Guys er filosofien, at råvarerne skal tale for sig selv. Derfor bliver bøfferne ikke krydret. I stedet vælger gæsten selv sit tilbehør blandt et væld af muligheder.
“Less is more.”
Det er et udtryk, medarbejderne vender tilbage til flere gange under besøget.
Jo færre ingredienser, jo tydeligere smager man kødet.
Alt bliver lavet fra bunden, og restauranten åbner godt nok først klokken 11, men medarbejderne møder allerede ind klokken syv om morgenen.
Kartoflerne bliver skåret i hånden.
Brødene er bagt natten før efter kædens egne opskrifter.
Og milkshakene laves blandt andet med friske jordbær.

Pommes frites som kartoffelmos
Noget af det, Five Guys er mest stolte af, er deres pommes frites.
Det lyder måske mærkeligt.
Men efter at have hørt forklaringen giver det faktisk mening.
Målet er nemlig, at fritterne skal være sprøde udenpå, mens de indeni næsten skal have konsistens som blød kartoffelmos.
Den balance bliver der talt om med en entusiasme, som normalt er forbeholdt Formel 1-motorer eller Michelin-køkkener.
Og resultatet?
Vi forstår godt hypen.
Burgeren er god – milkshaken er genial
Burgeren lever fuldt ud op til forventningerne.
Saftigt kød.
Blødt brød.
Enkel sammensætning.
Men den største overraskelse gemte sig faktisk ved siden af.
Milkshaken.
Især én variant.
Vanilje med bacon.
Det lyder skørt.
Men kombinationen af den søde vanilje og den salte, sprøde bacon fungerer langt bedre, end man skulle tro.
Små børn har i årevis dyppet pommes frites i deres milkshake.
Five Guys har bare taget idéen et skridt videre.
For den søde og salte kombination fungerer simpelthen.
Hvis Five Guys betyder fem fyre, så føles bacon-milkshaken næsten som den sjette.
Den får vores varmeste anbefaling.
København bliver startskuddet
Ifølge Five Guys har Danmark længe været et ønskemarked.
Efter succesen i Sverige er turen nu kommet til København, hvor den første restaurant åbner i Field’s mandag.
Kort tid efter følger restaurant nummer to på Fisketorvet med udsigt over havnen.
“Danmark er et marked, vi har været nysgerrige på længe. Der findes en stærk burgerkultur og et publikum, som værdsætter kvalitet og oplevelser, og vi tror, at vores koncept passer rigtig godt til København. For os handler det ikke kun om at åbne restauranter, men om at bygge noget langsigtet i Skandinavien,” siger Ethan Jabbar, etablerings- og driftsansvarlig for Five Guys i Skandinavien, i en pressemeddelelse.
Kæden fortæller samtidig, at de ser et langsigtet potentiale for flere restauranter rundt om i Danmark.
Hvem: Five Guys
Hvad: Åbner de første restauranter nogensinde i Danmark
Hvor: Først i Field’s, senere på sommeren på Fisketorvet
Åbning: Mandag i Field’s
Koncept: Alt laves fra bunden. Kartofler skæres i hånden, burgerbøffer krydres ikke, og gæsterne vælger selv tilbehør.
Vores anbefaling: Bacon-milkshaken. Stol på os.