“Vi er ikke affald”: MigogKbh mødte hjemløseparret, hele København taler om
De er blevet kaldt en teltlejr.
Et problem. En gene. Et utryghedsskabende element…affald.
På få dage er den lille såkaldte lejr ved Havneholmen Metro blevet centrum i en stor politisk debat om romaer, hjemløse og reglerne for at overnatte i Københavns parker.
Læs også: Politiker slår alarm: Naboer skal ikke regne med hjælp til hjemløselejr Men midt i alle overskrifterne, Facebook-opslagene og de politiske udmeldinger er der ingen, der har spurgt de to mennesker, det hele handler om, hvorfor de er der.
Det ville vi gerne.
MigogKbh gik derfor den korte tur fra Rådhuset forbi Bygningsstyrelsens polerede lokaler og metroens kunstudsmykkede station for at møde Paul og Anna på en bænk i den bagende sol.
En indkøbsvogn og en pressening
Den såkaldte lejr er mindre, end de mange artikler og vrede Facebookopslag giver indtryk af, og mange måske forestiller sig.
En indkøbsvogn.
En pressening.
Lidt tøj og en plastikpose med nogle få tomme flasker.
På en lille plet grønt ved en sti ved siden af metrostationen.
Paul og Anna sidder på hver deres side af en bænk. Den ene i solen, den anden i skyggen.
Sådan deler de livet i København og ryger hver deres cigaret.
Mellem dem ligger noget tøj, der ser næsten nyt ud.
Den er netop blevet afleveret af en københavner, som syntes, de så ud til at have brug for hjælp.
Der er ingen høj musik.
Ingen druk. Kun en kop kaffe og en energidrik af den billigste slags fra Netto.
Ingen råben.
Kun to mennesker, der forsøger at få dagen til at gå.
“Vi sender pengene hjem til vores børn”
Paul fortæller, at de lever af at samle flasker rundt omkring i København.
Langt de fleste af pengene sender de hjem til Rumænien.
“Vi lever af at samle flasker, men sender så mange af pengene som muligt hjem til Rumænien. Her passer familie vores fem børn.”
Vi tryktester historien og spørger, hvad børnene hedder.
Anna finder telefonen frem.
Få sekunder senere sidder MigogKbh pludselig på FaceTime med små smilende og vinkende børn hjemme i Rumænien.
Forældrene smiler.
Børnene smiler.
Men da forbindelsen bliver afbrudt, bliver Anna stille.
“Vi savner dem og prøver ikke at være væk så mange dage ad gangen, men vi kan ikke overleve i Rumænien, fordi vi ikke kan få noget arbejde og tjene penge. Og slet ikke så mange, som vi kan her i København ved at samle flasker.”
Hun placerer hånden på hjertet.
Der behøver ikke blive sagt mere.
Hendes øjne fortæller det hele.
Det gør Pauls tænder også.
Han er 50 år, og har ikke så mange af dem.
Anna er 7 år yngre, så hun var ret ung, da de mødte hinanden for mere end 20 år siden.
“Vi gør ikke noget kriminelt”
Parret er blevet en del af en debat, der de seneste dage har fyldt både sociale medier og den politiske dagsorden.
Et opslag om lejren førte til, at både Københavns Kommune, politiet og flere politikere blev blandet ind i diskussionen om romaer, hjemløse og reglerne for overnatning i byens parker.
Paul ryster lidt på hovedet.
“Politiet var her i nat og sagde, at vi godt måtte være her, og hvis man slår vores navne op, kan man se, at vi ikke gør noget kriminelt. Dem, der gør noget kriminelt, er nogle andre, der stjæler og laver vold. Og måske lidt dem, der råber racistiske ting efter os og tager billeder af os mod vores vilje for at udstille os som noget, vi ikke er.”
Han fortæller, at parret bevidst holder sig for sig selv.
Eller i hvert fald prøver på det.
De ønsker heller ikke at bo sammen med større grupper, så det prøver de at undgå, når de er her i København.
Det har de været mange gange.
Denne gang har de været her i 10 dages tid tæller de sig frem til.
“Det er ikke trygt. Der er meget larm og utryghed i de miljøer.”
Tak til de københavnere, der stopper op
Mens vi taler, passer flere mennesker forbi.
Nogle kigger mistænkeligt.
Andre smiler forsigtigt.
En enkelt stopper op og giver dem et par tomme flasker.
Paul smiler tilbage.
“Vi er glade for de søde mennesker, som kommer forbi og giver en tom flaske eller en bid brød eller en kop kaffe. Af hjertet tak, men vi vil ikke gøre noget kriminelt og bare være os selv.”
Han kigger over mod byggepladsen ved Fisketorvet.
Der bliver talt rumænsk.
“De snakker meget rumænsk derovre, så det er lidt ligesom at være hjemme, og alligevel har vi ikke noget hjem her. Vi har ingen penge og kan ikke overnatte andre steder, men vi vil ikke gøre nogen utrygge eller ondt. Vi vil bare gerne samle flasker ind til vores familie.”
Mennesker før overskrifter
Man kan mene meget om reglerne.
Man kan mene meget om teltlejre, overnatning i parker og om politikernes løsninger.
Det er der heldigvis mange, som gør med rette!
Den debat kommer uden tvivl til at fortsætte.
“Og det kan vi godt forstå, vi kommer jo til jeres by, fordi vi har fundet en måde at overleve på sådan,” siger Paul.