Vigtigere end unbrakonøgler og samlevejledninger: Nu præsenterer IKEA alternativ til de ikoniske kødboller

Kødboller er det tætteste, IKEA kommer på religion og det er ofte sagt højt på Dybelsbro, at kødboller er den eneste samlevejledning, som alle forstår i IKEA.
Og ret skal være ret: Man kan faktisk godt klare sig uden en sofa, men ikke uden kødboller, hvis man først er gået i IKEA.
Læs også: Ugens tip: Nu kan du købe ikonisk københavnerjulepynt – du skal bare selv plukke det ned fra loftet Nu piller det store blågule varehus dog endnu engang ved traditionerne.
I årtier har de ikoniske svenske kødboller været fast inventar på tallerkenerne i IKEAs restauranter.
Faktisk serverer IKEA globalt omkring 1,4 milliarder madboller om året.
Men nu får den runde klassiker selskab af en helt ny variant, når IKEA lancerer en plantebaseret falafel i alle danske varehuse.
Allerede fra denne uge kan kunderne vælge den nye falafelret, som bliver en fast del af menukortet fremover.

“Vi har i mange år haft stor succes med vores klassiske kødboller, men i dag vælger flere og flere kunder grønne alternativer. Med falafler på kortet får vi en velsmagende variant, som passer til både vegetarer og alle dem, der gerne vil spise lidt mere plantebaseret og måske tage hul på nye vaner,” siger Lasse Møller, Food Manager hos IKEA.
Fra kødboller til falafel
Det er snart 40 år siden, at IKEA første gang introducerede de svenske kødboller, som siden er blevet synonym med både varehuset og et besøg i restauranten. Gennem årene er sortimentet blevet udvidet med både kyllingeboller og plantebaserede alternativer, og nu føjes endnu en rund favorit til rækken.
Den nye falafel er plantebaseret og inspireret af Mellemøstens køkken. Den serveres sprød med couscous, aioli og citron og er tænkt som et grønt alternativ for både vegetarer og for dem, der gerne vil spise mere plantebaseret i hverdagen.
Grøn januar sætter retningen
Lanceringen sker som en del af IKEAs Grøn januar, hvor varehuset har ekstra fokus på den grønne del af menukortet. Her bliver de plantebaserede retter fremhævet, og priserne på flere grønne alternativer er sat ned i hele januar.
“Vi arbejder løbende på at tilbyde endnu flere grønne valgmuligheder. Det handler både om at tage ansvar for klimaet og om at møde kundernes ønsker. Falaflen er et naturligt næste skridt, og vi glæder os til at høre, hvad danskerne synes,” siger Lasse Møller.
Ifølge IKEA oplever man en stigende interesse for plantebaserede måltider blandt kunderne, og den nye falafel skal være med til at give flere valgmuligheder, uden at gå på kompromis med smag eller mæthed.
En ny rund klassiker på menuen
Falaflen er allerede blevet introduceret i flere andre lande, hvor den har fået en positiv modtagelse. I Danmark bliver den nu en fast del af menuen i alle seks varehuse.
Med 1,4 milliarder serverede madboller om året på verdensplan er der tale om en markant fødevaremaskine, og selv små ændringer på menukortet kan få stor betydning.
Falaflen bliver dermed den nyeste i rækken af runde favoritter, som kunderne fremover kan vælge mellem, når turen går forbi restauranten midt i indkøbsturen.