Vil ikke have metro over jorden: Halfdan og 93 andre børn sender besked til rådhuset
“Vi børn på Margretheholm vil meget gerne have den ny metro under jorden.”
Sådan starter 10-årige Halfdan Travn et brev til Københavns Kommune, hvor han og 93 andre børn har skrevet under på, at de er bange for, hvilke konsekvenser det vil få for de nuværende børn i området omkring Danmarks længe boligbyggeri, hvis man tager pladsen fra deres lokalområde til at opføre den nye metrolinje.
Læs også: Katrines opslag går viralt: Inspirerer alle til næstekærlighed “Margretheholm er et af de eneste steder i vores liv, hvor vi kan bevæge os helt frit rundt sammen med vores venner uden at vores forældre skal være med,” skriver Halfdan, der ligesom de andre børn i området er bange for at miste nogle af de friheder, de har på Margretheholm.
Halfdan nævner flere ting, som vil forsvinde, hvis metroen lægges over jorden:
“Vi spiller fodboldkampe. Området har den eneste fodboldbane med store mål. Vi har faktisk også en fodboldklub, der bruger banerne,” skriver den unge dreng, der har fået hjælp af voksne til at sætte brevet op pænt.
Her nævner han blandt andet frygten for at miste den bådebro, som børnene bruger til at fiske krabber, rejer og små fisk, og skoven, hvor de bygger huler og leger gemmeleg.

“Men det kommer også til at gå ud over andre end os,” skriver Halfdan.
- “Det er ikke kun os børn fra Margretheholm, der bruger området. Det er børn fra hele Christianshavn og andre steder i København, der kommer og leger for eksempel til fødselsdage og arrangementer for sportsklubber, fordi vi er de eneste, der har plads,” forklarer han og fortsætter:
- “Der kommer snart en ny børnehave herude, så de skal også have lov til at opleve friheden og pladsen. Der kommer også et botilbud til mennesker med autisme. Larmen fra metroen vil irritere og frustrere dem.”