Vilde ændringer på Roskilde: 2 nye scener og ét stort comeback
Bedst som du troede, at din sommer ikke kunne blive mere orange, så svinger Roskilde Festival den brede pensel.
Roskilde Festival skruer nemlig i år markant op for oplevelsen.
Læs også: Bilerne skal væk: Fredag lukker de central vej midt i København Når portene åbner til sommer, bliver det med helt nye scener, en opgraderet og større Orange Scene, samt en biograf, der vender tilbage efter mere end et årtis fravær.
Biografen, der får navnet Cinema, er en helt ny satsning udviklet i samarbejde med Roskilde Festival Højskole.
Tanken er, at festivalgæsterne her kan tage en pause fra fest og musik og i stedet dykke ned i film, debatter og talks.
“Vi glæder os meget til at få en biograf på Roskilde Festival. Det er 13 år siden, der sidst var en biograf på festivalen, og Cinema bliver en helt ny udgave med film, der sætter fokus på aktuelle emner,” siger kunstnerisk chef Signe Brink Wehl.
Programmet spænder bredt fra Oscar-vindere og dokumentarer til kultfilm og vampyrklassikere ved midnatstid.
Efter visningerne vil der være samtaler og debatter, hvor publikum kan komme tættere på både filmene og de emner, de tager op.
Samtidig får festivalen to nye musikscener,
Fauna og Lagune bliver de smukke navne.
Fauna bliver en mere rolig, intim teltscene omgivet af natur, mens Lagune bliver dens mere energiske modstykke med plads til både nye nordiske navne og internationale artister.
Den ikoniske Orange Scene bliver også opgraderet. Den beholder sit velkendte udtryk, men vokser i størrelse og giver plads til endnu større produktioner.
“Den nye og større Orange Scene giver nogle helt nye rammer for at arbejde med lyd og lys og muligheden for at præsentere store shows med mange forskellige elementer,” siger musikchef Thomas Sønderby Jepsen.
Roskilde Festival 2026 finder sted fra 27. juni til 4. juli, og flere navne og det fulde program offentliggøres snart.