MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedsbrevet.

Vilde planer: Skitsen til fremtidens Palads er klar

Af Mathilde Mågård Hansen
Skitseforslag A: ”Klassisk Palads”. Foto PR
Skitseforslag A: ”Klassisk Palads”. Foto PR

Nordisk Film Biografer og Klara Karolines Fond Stiftet af Aase & Poul Gernes – i daglig tale kaldt Gernes-Fonden – har nu indledt dialog om skitseforslaget ”Klassisk Palads”, og om hvordan skitsen kan videreudvikles. 

Klassisk Palads er et af tre skitseforslag, der blev præsenteret af Cobe og Nordisk Film Biografer i efteråret 2022, og som nu sammen med de to andre forslag, Moderne Palads og Grønt Palads, fremlægges for Københavns Kommune. 

Fornyelse nødvendigt

Palads har en særlig plads i københavnernes hjerter, og det har debatten de seneste år bekræftet. 

Men for at der fortsat kan være en velfungerende biograf og levende plads på Axeltorv, er der behov for fornyelse.

En fornyelse, der både kan skabe unikke biografoplevelser og fastholde udsmykningen og Gernes’ kunstneriske intention. 

”Palads er en bygning og biograf, som mange holder af, og det skal det blive ved med at være.

Det er nødvendigt, at vi fornyer biografen, så Palads kan leve op til biografgæsternes ønsker og behov og fortsat kan skabe storslåede filmoplevelser. 

Det er vigtigt for os, at alle kan se sig selv i det nye projekt, og derfor har vi fremlagt skitser, der holder fast i Palads’ særegne udtryk, mange er begejstrede for,” forklarer Asger Flygare Bech-Thomsen, CEO i Nordisk Film Biografer.

På politikernes bord

Kort før påske blev alt materiale til en startredegørelse afleveret til København Kommune, og sagen ligger nu på politikernes bord. 

Både Gernes-Fonden og Nordisk Film Biografer ser frem til politikernes beslutning. 

Illustration PR

”Selvom vi i årenes løb ikke har været begejstret for alle forslag, der er kommet på bordet, er vi glade for, at Nordisk Film Biografer har lyttet, og at vi nu har fundet fælles fodslag. 

Vi har forståelse for, at ejeren har behov for at forny sin biograf, og vi håber at politikerne vil tage højde for, at Gernes’ enestående værk og kunstneriske intention videreføres i Klassisk Palads, og at kunsten derfor fortsat har en central plads i byrummet,” siger Bibi Henriksen Saugman, der er projektchef i Gernes-Fonden.

Gernes-Fonden er en almennyttig fond stiftet af Aase og Poul Gernes, hvor sidstnævnte var kunstneren bag udsmykningen af Palads.

Illustration PR

Asger Flygare Bech-Thomsen afventer spændt den kommende proces og politiske beslutning: 

”Nu er det op til politikerne at pege på et af de tre skitseforslag. Vi har arbejdet længe og seriøst med at inddrage alle synspunkter, og vi er glade for, at vi kan fortsætte dialogen med Gernes-Fonden omkring Klassisk Palads.

Palads har brug for en fornyelse, da vi ellers på sigt kan blive tvunget til at lukke biografen.

Vi håber, at vi får mulighed for at lande et godt kompromis til glæde for både biografens gæster, kunsten – og for hele København,” siger Asger Flygare Bech-Thomsen. 

De tre skitseforslag kan ses lige her.

Del artikel

Andre læser også