Vildt besøg: Ikonisk duo har Rosendahl, Hausgaard og Daniel Lanois med i Det Kongelige Teater
For 50 år siden skrev Lasse og Mathilde historie, da de med en brandkoncert overtalte selveste Tove Ditlevsen til at sætte sang på den historiske fortælling ‘Pigeliv’.
Nu, fem årtier senere indtager duoen Det Kongelige Teater med stort jubilæumsshow, hvor de om muligt har endnu større navne med på plakaten.
Mange danskere har måske ikke direkte hørt om Daniel Lanois, men for kendere, så er det ham, der har lavet musik med U2, Peter Gabriel. Bob Dylan, Neil Young og listen med navne fortsætter.
Men han er ikke alene om at gæste den smukke scene til jubilæet i Det Kongelige Teater.
Her kommer Pernille Rosendahl og Niels Hausgaard nemlig også med som gæsteoptrædener.
Og det manglede bare.
Den musikalske og sympatiske duo har nemlig delt landevejen, privatlivet og en flot karriere sammen, og selvom de også besøger resten af Danmark, så bliver det en helt særlig aften på de skrå brædder i København.
“Det bliver ikke større end det her, og vi glæder os så meget til en aften, hvor venner og vidner er med os på scenen,” lyder det fra duoen selv, der gennem mere end fem årtier har spillet på alt fra de allermindste scener til større musikhuse.
Tove Ditlevsen skulle have privatkoncert
Og med verdensstjernen, vennen og topproduceren Lanois og de store, danske navne bliver det ikke større, bedre eller mere festligt end til dén særlige koncert.
“Vi skriver stadigvæk nye sange, vi elsker at spille koncerter, og vi er bare endnu bedre nu, for vi har øvet os i 50 år. Og det allerbedste er, at vi altid har været samlere af generationer – og stadigvæk er det. At vores venner og vidner – både de gamle og de nye – er med denne aften, gør det bare helt specielt. Især for publikum. Det her sker jo kun én gang,” fortæller Lasse & Mathilde.
Koncerten markerer som sagt også 50-året for albummet ‘Tove Ditlevsen: Pigesind’ – Mathilde og Lasses første musikalske møde med hinanden.
Og dér gemmer der sig selvfølgelig en sjov historie.
Via fælles management/booking, Peter Abrahamsen, blev Mathilde Indkaldt til møde, efter Lasse havde peget på hende til at fortolke Tove Ditlevsens fine digte fra Pigesind, som Lasse komponerede smukke melodier til.
“Tove Ditlevsen kunne ’ikke fordrage musik’. Det lagde hun i hvert fald ud med at sige til os, da vi skulle spille og synge sangene for hende, inde på Gyldendal i Klareboderne. Det hele afhang af hendes accept. Den fik vi, og med efterfølgende våd frokost var duoen skudt i gang. Tak Tove!,” fortæller Mathilde.
Jubilæumskoncerten Lasse & Mathilde i 50 år løber af stablen i Det Kongelige Teater d. 22. maj 2025.
Billetter kan købes her: https://www.ticketmaster.dk/event/555337