En udflugt værd: Vildt skovtårn i 45 meters højde står snart klar

Paris har Eiffeltårnet. Pisa har det skæve tårn. New York har The Empire State Building. Men det næste ikoniske tårn kommer til at ligge i… skoven ved Gisselfeld Kloster?
Fænomenal udsigt over trækronerne
Jo, den er god nok. Siden planerne for et spektakulært udsigtstårn i oplevelsesparken Camp Adventure ved Haslev på Sydsjælland blev offentliggjort i starten af 2018, har vi glædet os som små børn til at tage den 650 meter snoede spiraltur op gennem trækronerne til en fænomenal udsigt i 45 meters højde.
Oprindeligt lød planen, at udsigtstårnet skulle stå færdigt i efteråret sidste år, men da der er tale om en på alle måder nyskabende konstruktion, har byggeriet ikke overraskende taget til ekstra tid. For nylig er åbningsdatoen blevet endelig fastsat til den 31. marts 2019. Perfekt timing til en forårsudflugt ud af byen.
Læs også: Sådan skal Amagers store naturpark forvandles

Bygget af lokalt træ
Tårnet bliver det højest tilgængelige punkt på Sjælland, og det forventes at tiltrække op mod 100.000 turister om året. Det er skabt af snoede stålrør og træ fra de omkringliggende skove.
Det er EFFEKT Arkitekter, som står bag designet, der med sin smalle midte lader træerne komme helt tæt på gæsterne langs turen op, før det i toppen udvider sig og tilbyder en helt spektakulær udsigt.
Læs også: Islands Brygge får grønne selvvandende tvillingetårne

Kan kombineres med vilde klatreture
Camp Adventure er Danmarks største klatrepark med over 5 kilometer trætopbaner. Her kan du boltre dig i reb og svævebaner i varierende sværhedsgrader i op til 25 meters højde: Perfekt til de adrenalinhungrende vildbasser i familien.
Men fra den 31. marts udvides de grønne oplevelser altså også med en ”one of a kind”-konstruktion, der bliver perfekt til os, der elsker smukke naturoplevelser men helst vil undgå at dingle med en klatresele-camel toe fra toppen af et bøgetræ.
Læs også: Copenhill bliver et af Nordens vildeste projekter

Hvad: Udsigtstårnet i Camp Adventure åbner
Hvor: Denderupvej 19, 4690 Haslev
Hvornår: Fra 31. marts 2019
Hvor meget: 125 kr. pr. person og børn under 6 år gratis
Hvordan: 1 time i bil fra Kbh – læs mere og book billet på dette link