Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Netop åbnet: Ny udstilling stiller skarpt på ikonisk tegnestue bag Vega og lufthavnen

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: Rasmus Hjortshøj, DAC
Foto: Rasmus Hjortshøj, DAC

Et af de navne, der går igen, når man dykker ned i den danske velfærdsarkitektur, er Vilhelm Lauritzen.

Den danske tegnestue, der blev grundlagt i 1922, står bag stribevis af bygninger, som vi kender og bruger i dag – heriblandt Vega, Københavns Lufthavn og DR-Byen.

På Dansk Arkitektur Center (DAC) markeres 100-året for grundlæggelsen af Vilhelm Lauritzen Arkitekter med en fascinerende udstilling, og her får ikoniske byggerier lov at fortælle historien om, hvordan arkitekturen formgiver rammerne om det gode liv.

100 års dansk arkitekturudvikling

Udstillingen åbnede 18. november og bærer titlen Vores arkitektur, idet den stiller skarpt på design, bygninger, byer og landskaber, som vi har til fælles.

Besøger man DAC, kan man gå på opdagelse i 100 års dansk velfærdsarkitektur, der udfoldes gennem mere end 60 værker med fascinerende og detaljerige fortællinger fra offentlige bygninger, boliger og institutioner til hospitaler, kulturinstitutioner, kontorer og lufthavne.

Værkerne er delt ind i seks temaer kaldet Vores Kultur, Vores Rejser, Vores Læring, Vores Hjem, Vores Arbejde og Vores Sundhed, og de byder hver især på historier, der gør de besøgende klogere på såvel velfærden som arkitekturen.

Foto: Rasmus Hjortshøj, DAC

Sans med hele kroppen

Under hvert tema udfoldes en hovedcase, hvor arkitekturen kan sanses på egen krop.

Oplev for eksempel, hvordan god arkitektur lyder med en sansende koncertvideo fra spillestedet Vega – det tidligere Folkets Hus på Vesterbro.

Ved Vores Rejser vises en storstilet videoprojektion af flytrafik i Københavns Lufthavn.

Helt tilbage til Vilhelm Lauritzen tegnede den ikoniske Vilhelm Lauritzen terminal i 1936 og til i dag, hvor tegnestuen også står bag nyere terminaler i den travle lufthavn.

Arkitektur i børnehøjde

Hos DAC forstår de at formidle arkitekturen, så alle forstår den og bliver klogere, og Vores arkitektur er derfor også egnet for børn.

Ungerne vil elske at udforske de arkitektoniske modeller, og blandt andet modellen af Spidsen af Nordø er så stor, at man kan gå ind i den.

Der er også sørget for aktiviteter, hvor børnene kan slippe kreativiteten løs og selv prøve kræfter med det arbejde, som arkitekter udfører, når de skal forme bygninger til det gode liv.

Foto: Rasmus Hjortshøj, DAC

De kan blandt andet indrette studiebyggeriet Østerbrogade 190 og farvelægge en mandala inspireret af formen på Nordsjællands Hospital, som også er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, og ved bygningen LIFE Campus, et nationalt læringsmiljø for unge i naturvidenskaben, kan ungerne gå på opdagelse i et interaktivt læringsbord fra råstof til byggemateriale. 

I forlængelse af udstillingen er DAC’s familieværksted åbent hver weekend i tidsrummet klokken 11.00 til 16.00.

Her kan man lave sit eget muslingerelief, som er inspireret af fremtidens byggematerialer, der indgår i udstillingen, og det færdige resultat kan eksempelvis bruges som en fin julegave til bedsteforældrene.

Julestemning på DAC

Apropos jul er der flere muligheder for at komme i julestemning og få julegaverne i hus, når man besøger DAC.

Bygningen er pyntet op til højtiden, og i designshoppen kan man finde spændende overraskelser til design- og arkitekturentusiaster.

Foto: Rasmus Hjortshøj, DAC

Her er både et håndplukket udvalg af julepynt og ny dansk design samt alt lige fra smykker, ure og mode til bøger, print og design til børn.

Når man er færdig med at udforske Vores arkitektur eller blot trænger til et hvil og noget godt til ganen, kan man tage plads i DAC’s populære café, som selvfølgelig har jul på menuen.

Man kan få serveret gløgg og æbleskiver på alle hverdage og i weekender, ligesom der kan bestilles børnevenlige retter og en juletallerken med blandt andet fiskefilet, karrysild og anderilette alle dage.

Du kan læse mere om DAC og udstillingen Vores arkitektur lige her.

Hvad: Vores arkitektur
Hvor: DAC – Dansk Arkitektur Center, Bryghuspladsen 10, København K
Hvornår: 18. november 2022 til 9. april 2023

Del artikel

Andre læser også