Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Forårsmarked og åbningsfest hos hemmelig oase: 11 tips til en solrig weekend i København

Af Mathilde Mågård Hansen
Foto PR, Facebook
Foto PR, Facebook

Så blev det første weekend i maj, og temperaturerne er endelig begyndt at komme op på et niveau, hvor det faktisk er lækkert at være udenfor i solen.

Så dagene skal naturligvis bruges ude i vores skønne by.

Vi guider til weekendens bedste markeder, lagersalg, pop-up’s, åbninger og meget mere lige her.

God weekend!

Foto PR

Tivoli fejrer Mors dag

Søndag den 8. maj markerer Tivoli årets vigtigste dag: Mors dag.

Kom ind og vær med til at fejre mor og nyd dagen sammen med hende i den gamle Have med masser af grønne og blomstrende åndeholder.

Inviter hende ind til en omgang sus i maven i Rutschebanen, en middag på en af Tivolis restauranter eller en spadseretur rundt i den duftende og forårsklædte Have.

Der er sjove oplevelser for alle mødre, og Tivoli har åbent fra kl. 11-22 på dagen. Læs mere her.

Vi guider også til andre hyggelige Mors dag-oplevelser lige her.

Hvad: Tivoli fejrer Mors dag
Hvor: Tivoli, København
Hvornår: Lørdag den 8. maj 2022 kl. 11-22

Foto PR, Facebook

Forårsmarked på Værnedamsvej

To af Københavns hyggeligste handelsgader ligger der, hvor Vesterbro og Frederiksberg mødes, og tiltrækker sultne og shoppende fra både nær og fjern.

Det er selvfølgelig Værnedamsvej og Tullinsgade, vi snakker om.

De to livlige gader har før slået pjalterne sammen om events som høstmarkeder og julemarkeder, og nu er det blevet tid til forårsmarked.

Lørdag den 7. maj spærres Værnedamsvej og Tullinsgade for cykler og biler, så der i stedet er plads til masser af boder.

Det er både de lokale butikker og spisesteder samt kreative ildsjæle og vintage-eksperter, der står klar til at sælge ting, sager og lækkerier på dagen.

Så lige meget om du er i shoppehumør eller har en knurrende mave, er der grund til at besøge forårsmarkedet.

Markedet er åbent fra kl. 9 til 17, og der er gratis adgang.

Hvad: Forårsmarked
Hvor: Værnedamsvej og Tullinsgade, København
Hvornår: Lørdag den 7. maj 2022 kl. 9-17

Foto PR, Facebook

Burger og øl på Bryggen

Burger og øl er egentlig en ret genial combo, og fra på fredag kan du køre begge dele indenbords, når Bootleggers åbner deres femte ølbar i København.

Det bliver i et samarbejde med den lokale burgerjoint, Fatty’s, så du kommer ikke til at mangle noget.

Åbningen fejrer de med gratis øl.

Bootleggers får hele 20 forskellige øl på fad, så fremover bliver der nok at vælge imellem.

I bygningen finder du også Fatty’s, som er kendte for deres saftige og super snaskede burgere.

De er selvfølgelig med på åbningsdagen, men bliver herefter også en fast del af den nye ølbar på Bryggen.

Se mere på Facebook her.

Hvad: Bootleggers åbner på Islands Brygge
Hvor: Njaldsgade 19D, 2300 København S
Hvornår: Åbner fredag d. 6. maj 2022 kl. 15

Foto H. Skjalm P. Facebook

H. Skjalm P. holder lagersalg

I weekenden inviterer H. Skjalm P. til lagersalg, hvor der sælges ud af masser af produkter til gode priser.

Lagersalget finder ikke sted i butikken i Indre By, men derimod på adressen Ringager 17 B i Brøndby vest for København.

Tre dage i træk kan du shoppe boliggrej – nemlig 5., 6. og 7. maj.

Udover vaser, keramik, lamper og tekstiler kan du shoppe mindre møbler på lagersalget.

Åbningstiderne er klokken 11.00-18.00 torsdag og klokken 10.00-18.00 fredag samt lørdag.

Læs mere på lagersalg.com.

Hvad: H. Skjalm P. holder lagersalg
Hvor: Ringager 17 B, Brøndby
Hvornår: 5., 6. og 7. maj 2022

Arkivfoto

Reptil- og Terrariemesse

Det er blevet tid til Reptil og Terrariemesse, hvor du kan komme tæt på masser af spændende dyr.

På messen udstiller både foreninger, forretninger og private med passion for terrariedyr.

Det betyder, at man både kan kigge forbi, hvis man blot er nysgerrig og vil hilse på alt fra skildpadder til vandrende pinde, og hvis man vil erhverve sig nyt kryb til hjemmet.

Messen er åben fra klokken 10.00 til 16.00, og både børn og voksne er velkomne.

Entréprisen for voksne er 85 kroner, mens entreprisen for børn i alderen seks til 11 år er 45 kroner.

Hvad: Reptil- og Terrariemesse
Hvor: Rødovrehallen, Rødovre Parkvej 425, Rødovre
Hvornår: Lørdag 7. maj 2022 kl. 10-16

Foto HWLarsen – Kødbyen Facebook

Markedsdag i Kødbyen

Kødbyen er ofte en favorit, når københavnere skal ud at spise eller drikke, men er du mere til at gå i krig i køkkenet derhjemme, så er Kødbyen altså heller ikke et dårligt sted at starte.

Her ligger H.W. Larsen nemlig, og de er en sikker garanti for ordentligt håndværk.

Når de inviterer til kæmpe markedsdag lørdag den 7. maj, kan du spare 25% på alt i butikken – og så lige snuppe et kold fadøl og en pølse fra grillen.

Allerede fra kl. 10.30 tænder de op i grillen, skruer op for musikken og sætter gang i fadølsanlægget.

Mangler du nye knive, spækbrætter, tallerkener eller noget helt fjerde, så er det også denne dag, at du skal kigge forbi.

Du får nemlig 25% rabat på alle ikke i forvejen nedsatte varer, men man må også gerne prutte om priserne.

Du finder H.W. Larsen på Slagterboderne 15-21 – lige om hjørnet fra Bakken.

Læs mere om markedsdagen på Facebook lige her.

Hvad: Markedsdag hos H.W. Larsen
Hvor: Slagterboderne 15-21, København V
Hvornår: Lørdag den 7. maj 2022 fra kl. 09-16

Foto PR, Instagram

Flødekage-fredag hos Meyers

Fredage er gode, men snart bliver de lige en (sød) tand bedre.

Den første fredag hver måned sætter Meyers Bageri en ny flødekage på programmet, som kun kan fås hver fredag måneden ud.

Kagerne henter næring i Danmarks stolte flødekagetraditioner, men vil også stikke en smule af i forskellige retninger.

På fredag lægger de ud med den legendariske medalje med masser af fløde, vanilje, hindbær og sprødmørdej.

Flødekagerne er klar fra  kl. 12 i alle bagerier.

Hvad: Flødekagefredag
Hvor: Meyers Bageri på Jægersborggade, Amagerbrogade og Classensgade
Hvornår: Hver fredag fra kl. 12

Foto Øens Have Facebook

Åbningsfest i Øens Have

Ikke mange ved det, men i København findes Nordens største bylandbrug.

Mellem de rå bygninger på Refshaleøen ligger en grøn oase, hvor der dyrkes masser af forskellige grønsager.

Stedet hedder Øens Have og er meget mere end en stor køkkenhave, og fredag 6. maj fejrer de sæsonåbningen med et festligt arrangement for både børn og voksne.

Haven åbner klokken 15 med sjove aktiviteter for ungerne, og så er der mad, drikke og live-musik.

Fra klokken 16 til 17 diskes der op med gratis gin og tonic samt snacks til de alle de voksne, og herefter tændes der op i grillen.

Man kan købe grillspyd og svampe samt andre gode sager, og i baren sælges der vin, øl, drinks og alkoholfrie drikke.

Klokken 19 kan alle, der har lyst, komme med på rundvisning i haven og høre om konceptet og det, der dyrkes.

Resten af aftenen byder på musik og dans frem til midnat.

Se mere på Facebook.

Hvad: Åbningsfest i Øens Have
Hvor: Refshalevej 157, København K
Hvornår: 15. og 16. april 2022

Foto: PR

FindersKeepers holder lagersalg

Der er rig mulighed for at forkæle både dig selv og dit hjem, hvis du tager en tur forbi Mariendalsvej på Frederiksberg 5.-8. maj.

Det populære designmarked FindersKeepers holder lagersalg, og her kan du spare op til 70 procent.

Du kender måske FindersKeepers for deres store markeder, som af og til popper op rundt omkring i byen med massevis af boder fulde af lækre varer produceret af små virksomheder og selvstændige.

Men FindersKeepers har også en webshop fuld af designprodukter, og det er herfra varerne, som sælges på lagersalget, kommer.

Du kan blandt andet være heldig at finde glas, lys, vaser, keramik, tæpper, plakater, smykker, solbriller, rammer og meget mere.

Åbningstiderne er klokken 12.00-19.00 torsdag og fredag og klokken 10.00-17.00 lørdag og søndag.

Se mere på Facebook.

Hvad: FindersKeepers holder lagersalg
Hvor: Mariendalsvej 32 B, Frederiksberg
Hvornår: 5.-8. maj 2022

Foto: PR, Gasoline Grill

Amerikansk burger pop-up

Han har gjort det før, og nu er han klar til at gøre det igen.

Den amerikanske burgerekspert George Motz besøgte Gasoline Grill i 2019, hvor han lånte køkkenet for at lave sine Fried Onion-burgere til københavnerne.

Fik du ikke smagt de verdensberømte burgere dengang, får du nu chancen endnu en gang.

Burgerguruen popper op hos Gasoline Grill i både Carlsberg Byen og ved Broens Gadekøkken, og det sker henholdsvis torsdag 5. maj og fredag 6. maj.

Læs mere her.

Hvad: George Motz pop-up
Hvor: Gasoline Grill i Carlsberg Byen og ved Broens Gadekøkken
Hvornår: Torsdag 5. maj og fredag 6. maj kl. 14 til udsolgt

Foto: PR

Loppemarked i Århusgade

Der er for alvor kommet gang i loppesæsonen, og nu er det blevet en af Østerbros hyggelige gaders tur til at lægge asfalt til et marked fuld af genbrugsguld.

Lørdag 7. maj er der loppemarked i Århusgade, og der vil være stribevis af boder.

Det er på det stykke af Århusgade, der ligger mellem Østerbrogade og Randersgade inklusive Brammingegade og Jellingegade, du kan shoppe lopper.

I boderne står både private og professionelle klar til at handle, og udover ting fra de lokale beboeres gemmer kan du således være heldig at finde hjemmelavet kunst og design, spændende kreationer, kunsthåndværk og meget mere.

Markedet er åbent fra klokken 9 til 14, og gaden er spærret af fra klokken 7 til 15.

Der er gratis adgang.

Har du selv gode ting fra gemmerne, du gerne vil sælge ud af, kan du booke en stand her.

Hvad: Loppemarked
Hvor: Århusgade mellem Østerbrogade og Randersgade
Hvornår: Lørdag 7. maj 2022 kl. 9-14

Del artikel

Andre læser også