Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Spis i dag

Smager som en drøm: Du får dit livs ’pie’ hos en New Zealænder i Valby

Af Kaspar Mørk Arianto
Foto: PR
Foto: PR

For nogle uger siden afslørede jeg min personlige pastapusher, som ligger i Lyngby Storcenter af alle steder.

Siden da har jeg modtaget indtil flere ”hvorfor pokker har du røbet mit secret spot?”-mails fra folk i restaurationsbranchen.

Men min mission er og bliver, at endnu flere københavnere skal opdage byens ”ukendte” madmirakler.

Det holder max et par måneder

Denne gang er turen kommet til en omgang rendyrket kulhydratkærlighed i Valby.

På den ultra usexede og stærkt trafikerede Toftegårds Allé – på strækningen mellem Valby Station og Toftegårds Plads – kan du købe tipskuponer, bland-selv-slik og frugtfyret væske til e-cigaretter.

Men mellem de undseelige forretninger finder du også Wild Kiwi Pies drevet af Stu Thrush fra New Zealand.

Foto. Kaspar Mørk Arianto

Den lille tærtepusher med et facadeskilt i håndsnedkereret træ har ligget på adressen i et par år, og jeg indrømmet; Det første lange stykke tid gik jeg bare forbi med hunden og tænkte ”Det der er simpelthen for smalt. Det holder max et par måneder.”

Rystet af et veritabelt pie-mageddon

Det var lige indtil min mand en dag kom hjem fra en travl nattevagt med to brune papirsposer.

Det var tydeligt, at indholdet var ved at smøropløse papiret, og inden i lå fire halve pies. Halve fordi han ikke kunne nænne, at jeg ikke også skulle smage med.

Det var pies, som man kender dem fra gamle tegneserier: Helt sirlige med et låg af dej. Som noget, der havde stået og kølet af i Anders Ands vindueskarm, mens Rip, Rap og Rup udtænkte en plan for at få næbbene i bagværket før tid.

Men skønhedernes rødder var ikke Disney-amerikanske. Næh, de var skabt med New Zealandsk kærlighed.

Foto: PR

”I New Zealand spiser man pies både til morgenmad, frokost og aftensmad. Og især når man har tømmermænd,” fortæller Stu Thrush – manden, der har rystet min madverden med et veritabelt pie-mageddon – da jeg et par dage senere selv besøger Wild Kiwi Pies for (you guessed it) at købe flere.

Og det med tømmermændene forklarede også, at min mands hjemmebragte tærter var fyldt med kombinationer som ”beef steak & cheese”, ”chili beef”, ”vegan BBQ & beans” og ikke mindst ”chicken, bacon & mushroom”.

Sagde farvel stor stilling i Mærsk

 Sidstnævnte tærte smager – og jeg lyver ikke – som klassiske, danske tarteletter bagt ind i en mørdej, der både er sprød og blød… ”splød”? Det må være det nye tillægsord, der beskriver konsistensen af bagværket. Ren perfektion.

Da jeg forsøger at italesætte min glæde overfor Stu afbryder han og siger:  ”Perfection? You mean… it was pie-fection?”

Så kan du ligesom forestille dig, hvilken form for laid-back og hjertevarm tærtemager, vi har med at gøre.

Faktisk kom Stu til Danmark for 10 år siden til en højtlønnet og skjortestrøget stilling hos Mærsk. Men han elskede det ikke. Til gengæld elskede han at bage pies.

Derfor kvittede han jobbet hos Mærsk og lærte sig selv at bage pies fra bunden. Han fik lov at låne køkkenet hos The Dubliner på Amagertorv efter lukketid, og i lang tid stod den på testtærtebagning fra kl. 02 om natten til langt ud på morgenen hos den gamle, irske pub.

Målet var, som Stu ville sige det, ren pie-fektion.

Foto: PR

”Vores slogan hos Wild Kiwi Pies er ’Step Out’,” forklarer Stu en dag for et par uger siden, da jeg igen er på besøg for at få stillet abs-pie-nenserne, og han uddyber:

”Der er så mange businesstyper, der slaver livet væk i et kontorlandskab, fordi de har fået vide, at det er det rigtige at gøre. Mange danskere forstår ikke helt mit karrierevalg, men i New Zealand er det mere almindeligt at åbne en lille butik fyldt med noget, man elsker.

Også selv om det resulterer i et job, der ikke er helt så prestigefyldt. Så du kan sige, at jeg er ’stepped out’ af hamsterhjulet for at lave det, jeg elsker.”

Små pies på vej mod stort gennembrud

Jeg er tydeligvis ikke den eneste, der har fået øjnene op for Stu’s vilde kiwitærter. (Kiwi som i kulturen, ikke som i firserfrugten.)

For tiden forhandler han med et landsdækkende supermarked om at få de små, smagspakkede tærter ud at flyve. Første test er allerede afsluttet og alt tyder på, at det bliver muligt at få dem direkte i indkøbskurven fra det nye år. Mere om det senere.

Det er med andre ord bare om at komme afsted til Valby og få sat tænderne i en af de mange små pies, før de uundgåeligt bliver den helt nye dille.

Wild Kiwi Pies 1

Et godt pro-tip er, at de helst skal spises direkte fra posen på en gåtur.

Der er dog også siddepladser i den lille takeawaybiks, og snupper du en af dem, kan du med fordel prøve ”The Pie Tower” med en valgfri tærte på en bakketop af kartoffelmos iklædt med ”mushy peas” eller rødkål og overhældt med brun sovs. Øh, ja tak!

Lad mig gerne vide, om du efter et besøg ikke også er blevet en rendyrket, New Zealandsk pie-triot, der kunne finde på at udbryde et ”in pie we crust!” midt på Toftegårds Allé.

Hvad: Wild Kiwi Pies
Hvor: Toftegårds Allé 43, 2500 Valby
Hvor meget: 1 pie for 45 kr. , 2 pies for 79 kr. , 4 pies for 149 kr.
Hvornår: Mandag til lørdag kl. 11-19
Hvordan: www.wildkiwipies.com

Del artikel

Andre læser også