Zoologisk Have må ikke åbne: Vi nærmer os en konkurs med hastige skridt

Blandt de største tabere i regeringens genåbningsfase er de Zoologiske Haver rundt omkring i landet.
Det gælder især ZOO i København som er klart den største i landet, og som stadig må forblive lukket. Det er endda på trods af at Statens Serum Institut vurderede, at risikoen ved højere smittetryk var lav i en Zoologisk Have.
Nu slår direktøren for Københavns ZOO fast over for B.T., at det kan blive enden for dyrehaven, hvis der ikke kommer bedre hjælpepakker på bordet.
“Vi har en have på 40.000 kvm udendørs.
Maj er starten på vores højsæson, der udgør 60 procent af vores indtjening – så kan man nok regne ud, hvad det her betyder for os. Det er håbløst,” forklarer Jørgen Nielsen, administrerende direktør i ZOO, til B.T.
På katastrofekurs
Han vurderer, at man snart rammer et underskud på 50 mio. kr., og det bliver kun værre derfra.
“Vi er på katastrofekurs – ja, vi nærmer os en konkurs med hastige skridt,” lyder den nedtrykkende melding.
Hovedproblemet med de Zoologiske Haver er, at de ikke kan sende alle medarbejdere hjem på lønkompensation, fordi dyrene jo skal passes og fodres. Derfor er de nærmest nødt til at køre i fuld drift, selv om der ikke er gæster.
Du kan læse mere om, hvad der til gengæld gerne må åbne i næste fase af regeringens plan.