Bamsehospitalet besøger Nørrebro Bibliotek
Har din bamse slået labben eller klør det i snuden?
I dag kan du tage din bamse med på Bamsehospitalet. Et hold af læger og sygeplejersker står klar til at finde ud af hvad bamse fejler. Sygeplejersken måler, vejer og snakker med dig og bamse. Sammen med røntgenlægen kigger I ind i kroppen på bamse og til slut lægger bamselægen, sammen med dig, en plan for behandlingen. Måske trænger bamse til medicin eller måske bare masser af kys og kram?
Bamsehospitalet består af frivillige læge- og sundhedsstuderende fra hele landet og sætter fokus på at afmystificere og præsentere de yngste for sundhedsvæsenet på en sjov og lærerig måde. Bamsehospitalet er en del af den frivillige organisation IMCC (International Medical Cooperation Committee), der laver sundhedsfremmende arbejde i både Danmark og udlandet.
Arrangementet er for børn fra 3 år i følgeskab med en voksen
Ingen tilmelding, men der kan være ventetid på Bamsehospitalet.
Arrangementet er en del af “Weekend for børn”
“Weekend for børn” er gratis kultur- og bevægelsesarrangementer for børn og deres voksne på Nørrebro. Arrangementerne finder sted lørdage og søndage i idrætshaller, biblioteker og kulturhuse med støtte fra Nørrebro Lokaludvalg og NØBU-fonden.
“Weekend for børn” foregår på Blågårdens Bibliotek, Nørrebro Bibliotek, Korsgadehallen, Nørrebrohallen, Osramhuset og Støberiet.