GASTRONOMISK LYDVANDRING / FRA CISTERNERNES MØRKE TIL BAKKEHUSETS IDYL
Tag med på en audioguidet gastronomisk vandring gennem Søndermarkens enge – fra Cisternernes mørke til Bakkehusets idyl. Lyt til en poetisk fortælling, indtalt af den danske skuespiller Ellen Hillingsø, og bliv guidet gennem natur, historie og kulturarv med overraskende smagsoplevelser undervejs.
Den gastronomiske lydvandring går gennem en af hovedstadens smukkeste parker med en forudbestilt kurv under armen. I kurven finder man smagsoplevelser som eddikesyltede spæde lindeblade, brændt byg med brændenældefrø, samt andre madelementer med rod i fortidens syltemetoder og de fem grundsmage; salt, surt, sødt, bittert og umami. Alle smagsvariationerne er skabt med udgangspunkt i områdets natur og historie og er udviklet af Bakkehusets køkkenchef, Fie Berlin, i samarbejde med den professionelle urtesamler, Thomas Laursen.
En rejse i tid og sted
Efter endt besøg i Cisternernes underjordiske mørke guides du på vandring gennem Søndermarken hvor forskellige tiders fortællinger udfolder sig på din vej gennem parken samtidig med at du guides gennem unikke smagsoplevelser. Vandringen ender i en af byens fineste oaser, arnestedet for dansk guldalder, hvor H.C. Andersen og andre digtere engang samledes. I dag er Bakkehuset på Rahbeks Allé igen et kulturelt mødested, med dets museum, romantiske have og anmelderroste frokostrestaurant, Orangeriet.
Praktisk
Billetter skal bookes på forhånd
Køb af billet inkluderer også en fællesbillet til alle enheder i Frederiksbergmuseerne, gyldig i et år fra købsdatoen
Der sættes kun få billetter med gastro-kurve til salg
Anbefalet aldersgrænse: 15 år og opefter
Turen kan være udfordrende for svagtseende og gangbesværede
Gastro-kurven afleveres i Bakkehuset efter endt lydvandring
Indholdet i kurven er ikke dækkende som et måltid
Oplevelsen har en varighed på ca. 1 time
Inden dit besøg
Husk at være iklædt praktisk tøj og fodtøj
Husk at downloade vores app Frederiksbergmuseerne på App Store eller Google Play
Medbringe høretelefoner samt opladt mobil eller tablet