Kim Blæsbjerg og Malte Tellerup på Christianshavns Bogfestival
Christianshavns Bogfestival byder indenfor til en aften i Forfatterforeningens smukke historiske rammer i Strandgade. Her vil Kim Blæsbjerg og Malte Tellerup, der begge er nominerede til DR Romanprisen 2024, fortælle om deres romaner.
Aftenen starter med Kim Blæsbjerg i samtale med litteraturformidler Morten Findstrøm Herbst 17.00-17.45 og fortsætter efter en kort pause 18.00-18.45 med Malte Tellerup.
Kim Blæsbjerg: De Bedste Familier
Kim Blæsbjergs bog foregår i begyndelsen af 1950’erne hvor giftfabrikken Cheminova flytter til Vestjylland. Det forandrer på godt og ondt livet på egnen, som oplever et velfærdsløft, men må betale en høj pris i form af den massive forurening af hav og fjord og af de forgiftninger, arbejderne på fabrikken bliver udsat for. Noget, man ikke taler højt om.
Kim Blæsbjerg fortæller om arbejdet med romanen. Om den omfattende research, der ligger bag – de mange mennesker, han har talt med. Og om hvordan han har skabt portrætterne af romanens personer, ikke mindst kvinderne, Margrethe og Karin.
Blæsbjerg fortæller også om at vokse op i en vestjysk tavshedskultur. Om hvordan tavshedskulturen har været både en modstander og en drivkraft undervejs i arbejdet. Og om, hvorfor det har været så vigtigt at skrive bogen.
For De Bedste Familier har Kim Blæsbjerg modtaget Jyllands-Postens Litteraturpris 2023 og De Gyldne Laurbær 2023, og bogen er nomineret til DR Romanprisen 2024.
Malte Tellerup: Mestrene
Mestrene er en autobiografisk roman om at vokse op i et sportsmiljø – om familie, håndbold og halkultur, om at være queer i et maskulint domineret fællesskab, vindermentalitet og talentudvikling i 00’erne.
Malte Tellerup er vokset op i en rigtig håndboldfamilie, hvor mor, far, bror og han selv tilbringer adskillige af ugens dage i hallen. Bolbro Hallen er en konstant i familiens liv, og spillet er det sprog, som far og søn deler.
Hvor faren spillede håndbold i en tid, hvor det først og fremmest handlede om sportsånd, holdånd, klubfølelse, så handler det for Malte om at vinde og være den bedste.
Malte er en talentfuld målmand og træner disciplineret, men livet udenfor banen kan han ikke finde ud af. Her farer han vild i de uskrevne regler, og skammer sig over sit homobegær og forelskelserne i sine venner.
Med Mestrene genbesøger han sporten, sit eget potentiale og længslen efter det, han valgte fra. Det er en roman om at vinde og tabe, om helte og fjender, om håndboldspillets historie og udvikling, om eliten vs. fællesskabet, om Ulrik Wilbek og Anja Andersen og den sportsgren, der blev opfundet i Danmark.
Malte Tellerup er nomineret til DR Romanprisen 2024 for Mestrene.