Månedens debutant: Amina Elmi
Oplev månedens debutant Amina Elmi på Københavns Hovedbibliotek.
Hver måned inviterer Københavns Hovedbibliotek en aktuel debutant på scenen til en samtale om den nyslåede forfatters første bog, skriveproces og tanker om litteratur. Månedens debutant i april er Amina Elmi.
Forfatteren og bogen
Amina Elmi blev uddannet fra Forfatterskolen i sommeren 2023 og debuterede kort efter med digtsamlingen ’Barbar [Tavshedens objekt]’. Dermed trådte hun med et brag ind på den danske litteraturscene. Anmelderne roste hende for at være oprørsk og samfundskritisk, men også for at skrive med poetisk styrke og kunne veksle mellem det vrede og smukke, det humoristiske og sorgfulde.
Men hvad vil Amina Elmi egentlig med sine digte? Hvordan arbejder hun, og hvad synes hun om modtagelsen af debutdigtene? Det skal vi høre mere om, når hun er ”Månedens debutant” i april 2024.
Amina Elmi bliver interviewet af journalist Victor Skov Jeppesen.