Kunstsalon VISION // Marie-Lydie Nokouda i samtale med afrofuturist Ytasha Womack
I samarbejde med Teater Grob inviterer Bikubenfonden til Kunstsalon VISION. Her mødes skuespiller og kunstnerisk leder af Black To Normal Marie-Lydie Nokouda med Ytasha Womack, forfatter og ledende ekspert i USA inden for kunstretningen afrofuturisme, til en samtale om Nokoudas praksis. Afrofuturisme er en videnskabs- og historiefilosofisk kunstretning, der udforsker krydsfeltet mellem afrikansk diasporakultur og teknologi, science fiction og utopier. Denne kunstneriske arbejdsmetode giver mulighed for at forestille sig alternative afrokulturelle fremtidsbilleder.
Marie-Lydie Nokouda har stor spændvidde som skuespiller, men det er som initiativtager og leder af den nye kunstnerplatform Black To Normal, hun især går nye veje. Med Black To Normals kunstneriske undersøgelser ønsker hun via intense skriveforløb at skabe et nyt scenekunstnerisk udtryk i Danmark: den sceniske afrofuturisme. Det er den første kunstneriske platform i Danmark, der inden for dramatik og skuespil arbejder målrettet på at opdyrke og synliggøre skjulte talenter blandt people of color – med særlig fokus på afrodanskere.
Marie-Lydie Nokouda er udpeget til Bikubenfondens Artistic Practice program for særligt lovende kunstneriske praksisser. Som en del af programmet arrangerer vi en interviewsalon, der har til formål at undersøge den udvalgte kunstners særlige tilgang til kunsten og det potentiale, der ligger heri. Kunstneren vælger selv sin interviewpartner i forbindelse med salonen.
Samtalen finder sted i Teatersalen på Teater Grob lørdag den 5. februar kl. 13.30-14.30. Salonen foregår på engelsk.