Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

27. januar 2022
Kl. 17.00 - søn Kl. 17.00

‘MARIE MUNK: Big Energy’ på Gl. Holtegaard

Den danske billedkunstner Marie Munk (f. 1988) åbner udstillingsåret på Gl. Holtegaard med sin hidtil største soloudstilling. Big Energy er en slags okkult datacenter, hvor iskold teknologi møder den varme biologiske krop. Marie Munk skaber med sit legesyge visuelle sprog en sanselig helhedsoplevelse, der med referencer til både sci-fi og nutidens spiritualitet konfronterer publikum med en surreel vision, hvor det moderne menneske er smeltet sammen med teknologien.

Udstillingen Big Energy inviterer publikum ind i et besynderligt, fremtidigt gangsystem af organiserede navlestrengs-lignende kabler, der snor sig gennem den barokke arkitektur, hvor kødelige ventilationsanlæg summer svagt. Rejsen gennem Big Energy bliver gradvist mere okkult og vildtvoksende jo dybere publikum bevæger sig ind i udstillingen. Munks univers bebos af organer, som vi kender dem fra den menneskelige krops indre, men som alligevel fremstår helt udenjordiske. Det ser brutalt ud, men også lokkende og lækkert.

Ved at indfarve og male med det meget livagtige silikonemateriale, skaber Marie Munk naturtro, men også uformelige kropslige skulpturer. Kunstneren etablerer en fortælling og udvikling gennem sit værk, hvor hun peger på aktuelle problemstillinger i vores samfund, men også på forestillinger om fremtiden. Med Marie Munks egne ord er Big Energy ”som en parasit, der tager bolig på stedet”. Udstillingen lader kunsthallens historiske bygning stå tilbage som noget fra fortiden, som en fremtidsverden har overtaget.

Big Energy sætter Marie Munk fokus på spørgsmål, der handler om krop, spiritualitet, teknologi og data, og udforsker, hvordan den teknologiske udvikling og innovation sætter spor i vores samfund og kroppe. Munk er særligt interesseret i den udvikling, hvor info-tech, bio-tech og den kommercielle verden griber ind i hinanden.

Marie Munk er optaget af, hvad det betyder for vores kropslige eksistens, når digitale teknologier rykker tæt på og ind kroppen i form af fx smartphones, fitness-apps og digitale måle-devices. Teknologier som konstant appellerer til vores opmærksomhed, nysgerrighed og trang til selvoptimering – mens de høster vores data. Munk udforsker også, hvad det betyder for os, når spirituel dyrkelse smelter sammen med teknologien og knytter bånd mellem menneske og digitale systemer. Kunstneren er blandt andet inspireret af den israelske historiker Yuval Noah Hararis begreb dataisme. Ifølge Harari kender digitale teknologier, der opererer på baggrund af enorme datamængder, algoritmer og stor computerkraft, os snart bedre, end vi kender os selv, og vores tiltro til dem stiger støt.
Med Big Energy undersøger Marie Munk dataens religiøse autoritet og fabulerer over datacentrenes status, for er de – den digitale verdens fysiske haller – måske blevet en slags hellige steder for os? Måske er det her, vi søger hen for at skabe kontakt til verdens uigennemskuelige energier. Er data blevet til vores tids Gud?

UDSTILLINGSÅBNING & -PERIODE
Vi glæder os til at byde jer indenfor til udstillingsåbning torsdag, 27. januar 2022 kl. 17-19.
Der vil være udendørs åbningstale, bål, snacks og varm æbletoddy.

Udstillingsperioden løber fredag, 28. januar til og med søndag, 20. marts 2022.
Åbningstider: tirsdag-søndag: 12-17, torsdag: 12-20

 

Finder sted: Holte