STRONG ENOUGH på S/H Kødbyen
STRONG ENOUGH er en invitation til en fest med et aktivistisk power-coverband. Her idoliserer vi det popkulturelle fænomen Cher, der har været soundtrack til vores barndoms-, ungdoms- og voksenfester. Cher er det forbillede, du ikke anede, at du havde brug for. Dit klap på skulderen og spark i røven. Din guilty pleasure. Din sikre vej til salvation. Sammen bliver vi strong enough til at være vores eget idol, eller hvem pokker vi har lyst til at være. Don’t care, be Cher.
Hvorfor Cher? Cher er mere end en popstjerne. Hun er selve personifikationen af popmusikkens historie. Hun burde sammenlignes med Bowie, men fordi hun er mere pop og mindre art, og måske fordi hun er kvinde, undervurderes hun. Hun har lavet disco, folk, punk, rock og dance. Hun var stand-up-komiker, før begrebet fandtes. Hun er tv-vært, designer, producer. Hun har vundet en Oscar, en Emmy og en Golden Globe. Hun blev popdronning som 50-årig, twitterqueen som 70-årig, og efter sigende er det eneste, der overlever en atomkrig, kakkerlakker og Cher.
STRONG ENOUGH skabes af instruktør Kristoffer Lundberg og skuespillerne Mette Gregersen og Anna-Sofie Fredslund.