Hitter flere steder: Billig blomsterkæde åbner endnu en butik i København
Kan du slet ikke få nok af blomster og potteplanter i hjemmet og på altanen?
Men gider du ikke at bruge en formue på fotogene Monstera-planter og pastelfarvede buketter?
Så har du måske allerede fået øjnene op for Billigblomst, som sidste år åbnede sin første butik her i hovedstaden.
Billigblomst er en kæde, som sælger planter, blomster og tilbehør til bolig og have til lave priser.
Kæden startede i provinsen, men er nu klar til at tage endnu et skridt med storbykonceptet Billigblomst City.
Vil åbne flere butikker
Onsdag 27. marts åbner Billigblomst City på Roskildevej i Valby, og ifølge kæden bliver den nye forretning en selvbetjeningsbutik, hvor kunderne tilbydes en fleksibel shoppingoplevelse.
I efteråret åbnede Billigblomst en city-butik i Kampmannsgade, og den nye butik kommer altså til på samme måde at tilbyde et mindre sortiment målrettet bylivet.
Rundt omkring i landet har Billigblomst store plantecentre, som strækker sig fra 4000 til 9000 m2, mens city-butikkerne er mellem 200-300 m2.
Billigblomst har planer om at udvide med flere city-butikker i fremtiden.
“Vi er stolte af introducere vores anden Billigblomst City i Valby,” udtaler ejeren af Billigblomst Brian Reenberg.
“Vi har store ambitioner, og dette er kun den anden butik ud af en kæde på 30.”
Butikken åbner officielt den 27. marts 2024 klokken 8.00.