Godter til din gåtur: Donut-dronning popper op i Kongens Have

Du kender hende måske fra “Go’ Morgen Danmark”, hvor hun af og til popper frem på skærmen og laver overdådigt bagværk, der får mundvandet til at løbe.
Men nu popper Christel Pixi op et helt andet sted – nemlig på en kaffebar i Indre By i København.
Søndag 14. februar står den kendte dessertkok klar til at lange massevis af donuts over disken hos Kafferiet i Kongens Have, så hvis du skal ud at gå søndagstur i byen, kan du jo lige smutte forbi og hente lidt lækkerier og en kop god kaffe.
Skal bestilles på forhånd
Du skal sørge for at bestille dine donuts på forhånd, da der er et begrænset antal til salg.
Christel Pixi fortæller på sin Instagram-profil, at hun selv står for at lave alle de donuts, der sælges på dagen, og derfor sælges der maksimalt 100 pakker, som hver indeholder to glaserede donut.

En pakke med to glaserede donuts koster 79 kroner, og så kan du jo vælge, om du vil spise dem begge selv eller måske dele dem med din valentins-date.
Du kan hente donuts hos Kafferiet mellem kl. 12 og 15.
Du finder Kafferiet i den lille pavillon på hjørnet af Gothersgade og Kronprinsessegade, ved indgangen til Kongens Have.
Hvad: Christel Pixi popper op med donuts
Hvor: Kafferiet, Kronprinsessegade 1, København K
Hvornår: Søndag 14. februar 2021 kl. 12-15
Hvordan: Bestil her