Ungerne vil elske det: Mini-udgaven af Kulturnatten vender tilbage

I 1993 fandt Kulturnatten sted i København for første gang, og i 2019 fik børnene deres helt egen udgave kaldet Den Lille Kulturnat.
Mens Kulturnatten, som er for både store og små, altid falder på en efterårsdag, er det om foråret, der er Den Lille Kulturnat for byens børn og deres voksne.
Det er dog ved at være længe siden, at familier har fået lov til at opleve Københavns spændende kultursteder på Den Lille Kulturnat, da arrangementet lige som så meget andet har været ramt af corona-aflysninger, men nu vender det endelig tilbage.
Fyldt med eventyr
Fredag 17. marts kan du godt sætte et stort kryds i kalenderen, hvis du vil give familien en sjov oplevelse.
Denne eftermiddag og aften vil byen byde på en række sjove og lærerige aktiviteter, der er skabt specielt til små og store børn samt deres voksne.
Det sker fra klokken 16 til 20, så man kan stadig nå at komme tidligt i seng, selv om man har været ude på opdagelse.
Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, som står bag Den Lille Kulturnat, har endnu ikke offentliggjort programmet.
De lover dog, at det bliver fyldt med eventyr, spænding og sjove eksperimenter.
På Den Lille Kulturnats Facebook-begivenhed kan du følge, når der løbende opdateres om, hvad der kommer til at ske på dagen.