Før brandvarm weekend: Københavns Politi melder hotspots ud med opfordring

Skrevet af: Redaktionen

Med udsigt til hedebølge indskærper Københavns Politi retningslinjerne for Covid-19 og strammer samtidig kursen for de borgere, der benytter musikanlæg i det offentlige rum.

Det er ikke kun temperaturerne, der ser ud til at stige de kommende døgn. Samme forventning har Københavns Politi til antallet af borgere, der søger ud i byens åndehuller. 

“Vi er i en situation, hvor smittetrykket stiger, og det er derfor nødvendigt at indskærpe retningslinjerne endnu en gang. Husk at holde afstand og søg mod andre områder, hvis der allerede er mange mennesker.

Vi følger udviklingen tæt og er klar til at skride ind,” siger ledende politiinspektør Peter Dahl og henviser til, at Københavns Politi pt. har otte såkaldte ”hotspots”, som der bliver ført skærpet tilsyn med.

Kan beslaglægge musikanlæg

Københavns Politi er desuden klar til at indføre midlertidige opholdsforbud, hvis der er steder, hvor for mange mennesker stimler sammen.

Københavns Politi vil samtidig have særligt fokus på ”musik til ulempe”, der er politiets definition af forstyrrende larm fra musikanlæg enten i det offentlige rum eller privat, hvis det foregår med åbne vinduer.

Peter Dahl understreger, at Københavns Politi her kommer til at gå mere konsekvent til værks:

“Vi har gentagne gange bedt borgerne om at tage hensyn og skrue ned for musikken, når de samles i det fri. Desværre er det ikke alle, der har forstået budskabet.

Derfor kommer vi til at gå mere konsekvent til værks og udstede bøder uden en forudgående advarsel, f.eks. hvis man spiller høj musik på en soundboks i en af byens parker. Samtidig risikerer de ansvarlige, at vi beslaglægger deres musikanlæg.”

Strammer skruen

Tidligere har politiet først givet et påbud, inden der er skredet til bøde, men patruljerne kan gå direkte til bøde og evt. beslaglæggelse af et anlæg, hvis det er en klar overskridelse af ordensbekendtgørelsen.

“Det er vores erfaring at vi kommer rigtig langt ved at gå i dialog med folk, men vi må desværre også bare konstatere, at det ikke virker med alle.

Derfor kommer vi nu til at stramme skruen de steder, hvor vi ved, at det er en udfordring f.eks. ved havnefronten og i byens parker.

Med det fokus der har været på musikstøj henover sommeren, kan ingen længere være i tvivl om reglerne, så derfor bliver der nu kortere vej til bødeblokken,” siger ledende politiinspektør Peter Dahl.

Aktuelle ”hotspots”: 

  • Kongens Have
  • Amager Strandpark
  • Dele af Fælledparken
  • Midterrabatten på Sdr. Boulevard
  • Islands Brygge
  • Dronning Louises Bro
  • Kastrup Strandpark (Sneglen)
  • Området langs Sandkaj og Göteborg Plads.

Lakridsfestival og Street Food Festival: Det sker i weekenden i København

Skrevet af: Mathilde Mågård Hansen
Foto PR
Foto PR

Weekenden står for døren, og den skal selvfølgelig ikke være kedelig.

Teglværket åbner for første gang for deres nye street food festival, og i Tivoli går det løs med både lakridsfestival, gospel og meget, meget mere.

Vi giver dig det fulde overblik over weekendens fedeste events lige her.

Læs også Europas 9. bedste pizza rykker ind på Østerbro


Foto PR

Teglværket street food festival

Food Festivallen handler om at hjælpe hinanden.

Der vil være forskellige håndplukket foodtrucks, så der vil være mad fra det meste af verdenden.

Du vil bl.a. kunne nyde en dejlig burger fra Cheefs on Weels, Greek Treat kommer forbi med græske speciliteter og så kommer Johns Hotdog Deli.

Hvad: Teglværkets Street Food Festival
Hvor: Teglholmsgade 27, 2450 København SV
Hvornår: Lørdag d. 19. sep. kl. 11.30 – 20. sep. kl. 16.00
Hvor meget: Gratis entré
Hvordan: Deltag på Facebook her


Foto PR

Madundervisning for børn og unge på Copenhagen Street Festival

Ungeforeningen Street Copenhagen og Meyers Madhus er gået sammen om at lave madundervisning for børn og unge, der skal give et praktisk perspektiv på klima og bæredygtighed, øge deres nysgerrighed overfor sæsonbaseret mad og ikke mindst gøre det sjovt og lærerigt at lave det.

Allerede denne lørdag 19. september på Copenhagen Street Festival får medarbejderne på festivalen lov at opleve, hvad børnene og de unge har lært til den bæredygtige madundervisning.

Det sker, når street-festivalen løber af stablen – i en mindre og sikker skala inden for Corona-retningslinjerne – med fokus på alt fra dans og basket til musik, poetry slam og paneldebatter.

Copenhagen Street Festival finder sted på Enghavevej 80, hvor Game har hjemme normalt.

Her er der hele dagen aktiviteter for børn og unge.

Hvor: Game, Enghavevej 80, 2450 København SV
Hvornår: Lørdag d. 19. september kl. 10-21

Læs også Restaurationsbranchen kalder på hjælp: Sådan støtter du dem bedst


Foto PR

The Liquorice Taste Award 2020

Selvom der ikke bliver Lakridsfestival, fortjener de dedikerede lakridsaktører og deres bedste produkter med smagen af lakrids at blive hyldet.

Det foregår i Jubilæumshaven i Tivoli søndag den 20. september kl. 16.30 i en Coronavenlig version.

Før kåringen har en smagsjury bestående af lakridspassionerede kokke, madredaktører og madbloggere bag lukkede døre smagt sig igennem årets nominerede produkter og vurderet smagsoplevelse, struktur, unikhed og helhedsoplevelse. Der vil blive lagt vægt på det gode madhåndværk, de gode råvarer og innovationsværdien i udvælgelsen.

Blandt smagsdommerne er opskriftsudvikler, madskribent og dessertblogger, Maja Vase (Majachocolat), samt Bagedystdommer, kogebogsforfatter og dessertkok, Markus Grigo.

Der er et begrænset antal billetter, og disse kan afhentes i Tivolis Servicecenter på selve dagen. Billetterne er inkluderet i entréen til Tivoli. Børn skal være ifølge med en voksen.

Alle deltagende gæster får en goodiebag med lidt udvalgte lakrids-smagsprøver fra konkurrencen.

Hvor: Tivoli
Hvornår: Søndag d. 20. september kl. 16.30


BaneGaarden PR Foto

Åbent fermenteringsværksted på Banegaarden

Vil du lære at fermenterer alverdens grønt?

Ja? – så kom forbi fermenteringsholdet der står klar til at lære dig at fermentere, lige på stedet.

Det tager ca. en 20-30 minutter hvor du hakker og snitter dit grønt og bliver guidet igennem grundlæringen indenfor fermentering.

Det er lige til at “gå til” og tage med hjem, så kig ned mellem kl 13.00 og 16.00

Hvor: Otto Busses vej 45
Hvornår: Lørdag d. 19. september og søndag d. 20. september – begge dage kl. 13-16
Hvor meget: 75,- for glas og viden

Læs også Himmelske omgivelser: Københavns nye luksus spa AIRE er åbnet


Foto PR

Tivoli Gospel Festival

Tivoli glæder os til igen i 2020 at byde velkommen til Tivoli Gospel Festival, der afholdes for 12. gang.

Hele Haven klinger af glade gospeltoner og medrivende rytmer, og både de mange sangere og publikum nyder en weekend med fokus på sang, glæde og fuld gang i den.

Festivalen byder på gospel for enhver smag, når de mange gospelsangere fra hele landet indtager både Plænen og Pantomimeteatrets scener.

Hvornår: 19. september 2020 kl. 11.30-13
Hvor meget: Éntre til Tivoli


Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram

Kan se frem til stor bøde: Politiet lukkede Michelin-restaurant i aftes

Skrevet af: Michael Qureshi
PR Foto
PR Foto

Det var første gang i går, at restauranter og øvrige serveringssteder skulle lukke senest klokken 22.00 i København.

Det var også første gang, at man skulle bære mundbind på serveringssteder. Københavns Politi melder om, at der blev respekteret de nye regler.

Men en enkelt toprestaurant i København endte med at blive lukket af politiet, og er nu blevet sigtet for overtrædelse af de nye påbud.

Der er tale om Michelin-restauranten Kokkeriet, som TV 2 har talt med. De bekræfter episoden, og forklarer, at de simpelthen er presset i knæ.

Kan ikke lave Michelin-mad i rekordtempo

En tjener meldte sig syg på aftenen, og det pressede hele serverings-flowet, så klokken 22.30 havde de stadig ikke fået serveret alt og afregnet med gæsterne.

“Folk står og afregner, da de fortæller, at jeg bliver sigtet. Det kan jeg jo hverken sige det ene eller andet til. Sådan er reglerne. Men jeg synes, situationen er helt forfærdelig og helt forrykt. Vi er i knæ i forvejen,” fortæller Sammy Shafi, indehaver af Kokkeriet, til TV 2.

Han fortæller, at det er svært at levere Michelin-mad i et rekordtempo, og at Kokkeriet generelt har fået hundredevis af aflysninger af bookede borde efter de nye restriktioner trådte i kraft.

Ifølge TV 2 kan bødens størrelse løbe op i 40.000 kr.

Restaurationsbranchen kalder på hjælp: Sådan støtter du dem bedst

Skrevet af: Mathilde Mågård Hansen
Foto: Formel B facebookside
Foto: Formel B facebookside

Danske restauratører og barejere fik i går en kæmpe lussing.

Der blev det nemlig påbudt at bære mundbind på alle serveringssteder og åbningstiden blev begrænset til kl. 22.

Det er ikke længe siden, at restauranterne rakte ud efter befolkningens hjælp – nu gør de det igen, og Migogkbh har snakket med en række københavnske restauratører, om hvordan du bedst kan hjælpe dem.

Læs også Nye Corona-restriktioner: Opholdsforbud i Kødbyen og advarselszoner i Indre By

Madklubben Østerbro. Foto: Yu Zhao / PR

Inviterer til maskebal

Hos Madklubben tager de ”ja-hatten” på og inviterer til maskebal, hvor de på deres Instagram opfordrer deres gæster til at finde deres mest farverige mundbind frem de næste 14 dage.

”Selvom vi selvfølgelig helst vil tage imod vores gæster med et synligt smil, så må vi få det bedste ud af det. Og jeg tror faktisk, at det bliver meget sjovt at lege grimasse-gætte-leg med gæsterne,” forklarer Kommunikation og PR Manager hos Madklubben, Stephen Haar.

”Egentlig er der ikke den store forskel på at gå ud at spise i dag modsat igår – oplevelsen er den samme, vi ligner bare nogle svejsere eller sygeplejersker, der har glemt at tage arbejdsuniformen af.

Og så er det altså kun cirka halvandet minut, at vores gæster skal have en maske på.”

Beskeden lyder i samme stil fra Morten Pedersen fra Diningsix, der bl.a. står bag Köd, Basso og Keyser Social.

”Lige nu handler det bare om, at vi skal have hverdagen til at fungere. Masker er blevet en del af virkeligheden.

Det fungerer i andre lande, så det skal det nok også gøre her uden problemer,” fortæller Morten.

Læs også Masser af øl og hotdogs: Bryghus holder Oktoberfest i Corona-klæder

Morten Pedersen, partner og direktør i DiningSix.

Rammer Michelin særligt hårdt

Det største problem i de nye restriktioner ligger i den begrænsede åbningstid til kl. 22, og det har de mærket hårdt hos den 1-stjernede Michelin-restaurant, Formel B, på Frederiksberg:

”Vi har måtte annullere alle reservationer efter kl. 19.30. Indtil videre har vi mistet 250 gæster,” fortæller medejer og chefkok, Kristian Arpe-Møller.

Formel B er klart én af de restauranter, som hører til i den bedre ende, og der er det simpelthen ikke muligt, at nå den fulde menu og den gode oplevelse på kortere tid.

For mange restauranter er det normalt at køre to ”seats”, hvor det samme bord bliver benyttet af flere hold gæster på én aften, men den nye 22-regel gør det umuligt for Michelin-restauranterne.

”Jeg tror simpelthen ikke på, at det her er vedtaget for ramme de bedre restauranter. Det er jo ikke her, at smitten spredes.

Selvfølgelig skal vi gøre noget, men 22-reglen ødelægger grundlaget for at drive en sund forretning,” lyder det fra Kristian Arpe-Møller fra Formel B.

Læs også Restaurant lancerer nyt koncept: Kom med til Burger & Banko

Formel B Foto Formel B Facebook

Spis tidligere end du plejer

Budskabet fra både Madklubben, Diningsix og Formel B er klart:

Brug byen. Gå ud at spise som du plejer – og kom gerne lidt før.

”Vi er fleksible. Men kommer du 1,5 tidligere end du plejer, så vil det gøre en kæmpe forskel for os,” fortæller Stephen Haar fra Madklubben.

Besøg stadig alle dine yndlings caféer, barer og restauranter, men husk masken og drik gerne en ekstra kop kaffe eller et glas vin.

Kristian fra Formel B er positivt stemt, og mener at det nok skal gå – så længe gæsterne husker stadig at komme forbi:

”Selvfølgelig skal vi tage det alvorligt og stoppe smitten. Lige nu handler det om at bruge byen inden for rammerne.”

Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram