Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fra Metro-åbning til vinfest og lopper: Her er din weekend i København

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Foto: PR
Foto: PR

Weekenden er lige om hjørnet, og MigogKbh er endnu en gang klar med tips til, hvad du kan lave i København.

Musik til maden i Tivoli Food Hall

Tivoli har lukket portene, og forlystelserne holder stille, mens der gøres klar til Halloween. Men i ventetiden kan du fornøje dig i madmarkedet Tivoli Food Hall, som holder åbent hele året.

Som noget nyt fyres der dette efterår op for fredagsstemningen mellem madboderne, når en række DJ’s spiller lækre toner, som du kan lytte til, mens du sipper drinks og spiser streetfood.

Denne fredag er det Rosa Lux, der sørger for musikken, som spiller fra kl. 19 til 22.

Hvad: Rosa Lux spiller i Tivoli Food Hall
Hvor: Bernstorffsgade 3, København V
Hvornår: Fredag 27. september 2019 kl. 19-22
Hvor meget: Gratis adgang

Foto: PR

Masser af kulturoplevelser i Gentofte

I København har vi Kulturnatten, og i nabokommunen Gentofte har de Gentoftenatten, som finder sted fredag.

Er man på jagt efter en god kulturoplevelse, er der god grund til at tage til Gentofte denne aften, for her er aktiviteter for både store og små.

Du kan blandt andet kigge på og høre om kunst på Øregård Museum, se flotte veteranbiler ved Bernstorff Slot, lytte til korsang i Forstbotanisk Have eller helt ekstraordinært komme ind i Christiansholm Batteri, som er en del af Nordfronten af Københavns Befæstning.

For ungerne er der blandt andet mørkeleg på Garderhøjfortet og åbent hus på brandstationen.

Se hele programmet på gentoftenatten.dk.

Hvad: Gentoftenatten
Hvor: Flere steder i Gentofte Kommune
Hvornår: Fredag 27. september 2019

Gå amok i amerikanske vine

Lørdag sætter Husted Vin fokus på amerikanske vine, når der er Amerikansk Vinfestival i Sydhavnen.

Her får du for 129 kroner et smageglas i hånden, og så kan du ellers fornøje dig med intet mindre end 100 forskellige amerikanske vine.

Der kan smages i 7½ time, nemlig fra kl. 13.00 – 20:30.

Læs mere i vores artikel her.

Hvad: Amerikansk Vinfestival
Hvor: Husted Vin, Bådehavnsgade 42A – 2450 København SV.
Hvornår: Lørdag 28. september kl. 13.00 – 20:30
Hvor meget: 129 kroner

Foto: Charisse Kenion – Unsplash.com

Lopperne er løs i Absalon

På Sønder Boulevard på Vesterbro indtages Absalon af genbrugssager i lange baner. Der er nemlig loppemarked lørdag fra kl. 10 til 15.

Her kan du finde alverdens dimser – blandt andet tøj, legetøj og pynteting til boligen.

Hvis du trænger til en pause under loppejagten, kan du tage et hvil og købe kaffe, kager eller frokost i baren.

Der er gratis adgang.

Hvad: Loppemarked
Hvor: Absalon, Sønder Boulevard 73, København V
Hvornår: Lørdag 28. september 2019 kl. 10-15

World Press Photo. Foto: John Moore

Verdens bedste pressefotografier

Udstillingen World Press Photo er på en verdensomspændende turne, og nu er det blevet københavnernes tur til at se de fascinerende fotografier.

I Politikens Hus på Rådhuspladsen hænger billederne på væggen, og de kan opleves fra 27. september til 20. oktober.

Årets udstilling indeholder både vinderen af verdens bedste pressefotografi 2019 og for første gang også verdens bedste pressefotografiske billedeserie.

Entréprisen er 130 kroner.

Hvad: World Press Photo
Hvor: Politikens Hus, Rådhuspladsen 37, København V
Hvornår: 27. september til 20. oktober 2019

Foto: Metroselskabet

Cityringen åbner med fest

Endelig kommer dagen, som mange københavnere har ventet på. Byens nye metrolinje med 17 nye stationer åbner søndag, og den særlige dag markeres med en sand folkefest.

På Rådhuspladsen er der gratis koncerter med blandt andre Pernille Rosendahl, Tim Christensen, Lis Sørensen og Søren Huss, og der vil selvfølgelig også være officiel åbningsceremoni.

Hele dagen kan du køre gratis med metroen.

Se hele programmet og læs mere her.

Hvad: Cityringen åbner
Hvor: Flere steder i byen
Hvornår: Søndag 29. september 2019

Del artikel

Andre læser også