Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Inspireret af New York og Paris: Frederiksberg får et nyt grønt åndehul

Af Camilla Lützhøft Stahlschmidt
Arkivfoto
Arkivfoto

Grønne åndehuller kan man næppe få nok af i byen, og lige straks får hovedstaden endnu et.

På Frederiksberg indvies en ny park tirsdag 15. marts.

Nu undrer du dig måske over, hvor man dog har fundet plads til en ny park i den tætpakkede kommune, og her skal det lige siges, at det ikke er en grøn oase på størrelse med hverken Frederiksberg Have eller Søndermarken, der er tale om.

Frederiksberg Kommune kalder den nye oase for en lommepark, da det er et lille grønt område i byrummet.

Lommeparken ligger på hjørnet af Solbjergvej og Holger Tornøes Passage, og den har fået navnet Bodil Kochs Have.

“Med den nye lille park bliver Frederiksberg endnu grønnere, og det er værd at fejre. Jeg håber, parken bliver til daglig glæde for alle de mange, der bor og færdes i området. Og så glæder jeg mig meget over, at vi opkalder parken efter en af vores markante, politiske foregangskvinder, nemlig verdens første kvindelige kirkeminister Bodil Koch,” siger borgmester Michael Vindfeldt.

Indvies i næste uge

Bodil Kochs Have har mange forskellige planter, et springvand, små passager og loungemøbler, hvor gæsterne kan nyde solen og byen.

Samtidig er der en passage med et skulpturelt betonelement  og træer.

“Frederiksberg er en geografisk lille by med begrænset plads, og derfor skal vi udnytte alle muligheder for at tænke grønne løsninger ind i byplanlægningen. Her er lommeparker en virkelig god og charmerende løsning; det gælder også denne park, der ikke bare er inspireret af parkerne i New York, men også af hemmelige små parker og haver i Paris og London,” siger Michael Vindfeldt.

Den nye park indvies officielt tirsdag 15. marts kl. 15, og her er alle, der har lyst til at være med, inviteret.

Bodil Koch, som parken opkaldes efter, var teolog, politiker og en aktiv samfundsdebattør, og hun levede fra 1903-1972.

I 1947 blev hun valgt til Folketinget, og i 1950 blev hun verdens første kvindelige kirkeminister.

Bodil Koch boede i flere perioder på Frederiksberg, blev viet i Solbjerg Kirke og ligger begravet på Frederiksberg Ældre Kirkegård.

Del artikel

Andre læser også