Annonce
MigogKbh Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til København.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Kbh.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogKbh Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Spis i dag

Har du set det?: På Frederiksberg hejser de Fried Chicken ned fra en altan

Af Mathilde Mågård Hansen

Når man er vant til at arbejde mere eller mindre non-stop i restaurationsbranchen, så kan man godt blive en smule rastløs, når det hele sådan lukker ned fra den ene dag til den anden.

Det og en smule besættelse ligger bag et nyt, yderst populært fænomen på Instagram, hvor alverdens “foodies” stormer til en særlig eftertragtet altan.

Kæmpe fascination for Fried Chicken

Har du også undret dig en smule over hvad der egentlig foregår på Instagram disse dage?

Så er du nok ikke den eneste.

En fin picnickurv af flet er nemlig blevet yderst eftertragtet, og i den anden ende af snoren finder du ejeren af cocktailbaren, Balderdash i Indre By, Geoffrey Canilao.

Han er født og opvokset i New York og San Francisco, men rykkede for en årrække siden til teltpælene til København, hvor han nu står bag én af byens allermest respekterede cocktailbarer.

Selvom alkoholen af gode grunde fylder en del i dagligdagen, så har han også altid haft en ekstraordinær interesse (eller måske endda en besættelse) af Fried Chicken.

Så da Balderdash og resten af landet blev lukket ned for anden omgang gik han i gang med et nyt projekt.

”Jeg tror bare, at vi alle sammen havde brug for noget at tage os til, så vi ikke gik fra forstanden,” fortæller Geoffrey Canilao.

”Der var jo igen meget fokus på, at vi skulle holde afstand, og så kom kurven og snoren ind i billedet.”

Og nu er det lidt blevet en ting.

Kæmpe efterspørgsel

Den sjove tendens med at hejse Fried Chicken ned fra altanen i picnickurven startede egentlig mest mellem familie, venner og andre madfanatikere.

Nu får Geoffrey Canilao op til 200 beskeder hver eneste uge fra folk, som også gerne vil smage på de sprøde sager.

”Det er helt vildt! Jeg bor i en lille lejlighed og kan kun lave til 5-8 personer i mit lille køkken,” fortæller han over telefonen.

”Jeg har aldrig haft intentioner om, at det er noget, jeg vil sælge. Det startede ligesom som en byttehandel, hvor jeg hejste Fried Chicken ned i kurven, og så sendte folk noget andet lækkert den anden vej.”

Og den populære kylling er heller ikke noget, der kommer til salg, men for Geoffrey handler det også lige så meget om at skabe en smule sjov og dyrke et fællesskab i en ensom tid.

”Jeg kan jo ikke lave Fried Chicken til 200 mennesker i mit lille bitte køkken,” griner han.

MigogKbh er dog slet ikke i tvivl, om at der ville troppe 200 mennesker op hver søndag, hvis han kunne.

Selvom Geoffrey ikke kan forsyne hele København med de sprøde sager på ben, så betyder det heldigvis ikke, at han holder alle hemmelighederne for sig selv.

Han deler nemlig mange gode råd til hvordan, du selv kan lave den sprødeste Fried Chicken derhjemme.

”Det er lidt en svær tid for mange familier, men man må ligesom få det bedste ud af det.”

Og det må man altså sige, at Geoffrey har fundet opskriften på.

Indtil vi igen kan nyde hans lækre drinks på Balderdash kan du se flere lækre billeder og følge med i hele eventyret om Fried Chicken på Instagram lige her.

Bange for at misse nyt om Kbh? Meld dig til MigOgKbhs nyhedsbrev. Kommer hver fredag. Vi lover, det er godt.
Altid nyheder på MigOgKbh Facebook. Lækre billeder på vores Instagram

Del artikel

Andre læser også