Ingen anden udvej: Grøn Koncert aflyser årets koncertkaravane
Efter sidste uges udmelding fra regeringen er sommerens festivaler blevet aflyst på stribe.
Nu er turen kommet til koncertkaravanen Grøn, som netop har meldt ud, at de aflyser alle årets arrangementer.
Arrangørerne bag Grøn har, siden genåbningsplanen landede natten til tirsdag i sidste uge, været i maskinrummet for at finde en løsning på at afvikle sommerens koncertkaravane, men det lykkedes altså desværre ikke.
“Det er enormt ærgerligt at trække stikket på en helt utrolig gennemarbejdet idé og model, som jeg til enhver tid vil stå på mål for. Vi er meget stolte af det arbejde, vi har lavet helt frem til det sidste sandkorn i timeglasset, og med så stor og positiv feedback fra så mange sider, burde vores afviklingsmodel have fået chancen,” fortæller Theis Petersen, indsamlingschef i Muskelsvindfonden, i en pressemeddelelse og fortsætter:
“Politikerne og sundhedsmyndighederne har besluttet sig, og det giver ikke mening at hverken tro eller håbe på en Grøn-åbning i den kommende tid. At folketinget vælger at afvige i så væsentlig grad fra ekspertpanelets anbefalinger, er dybt skuffende – særligt taget i betragtning af, at man har valgt at sige god for at gennemføre andre arrangementer med større publikum i samme periode.”